Terroren rammer Ballerup Super Arena i morgen onsdag den 17. september. Derfor strømmer alt disponibelt mandskab til for at håndtere situationen. Både Beredskabsstyrelsen, forsvaret, sundhedsmyndighederne, EOD, hjemmeværnet, politiet, Falck og mange andre vil være på pletten, så den voldsomme hændelse kan afhjælpes og efterforskes.
Dette er scenariet der vil udspille sig, men heldigvis er der kun tale om en såkaldt fuldskala-øvelse, hvor det samlede beredskab vil træne et scenarie, man skal være forberedt på, men som ingen håber nogensinde vil ske.
1400 medvirkende
Den store øvelse kommer til at indbefatte i omegnen af 1400 mand inklusive 7-800 figuranter, der vil foregive at være ofre for denne terrorhandling.
»Det er tredje del af vores tre-årige øvelseshjul, hvor vi først træner og planlægger sceanrierne og til sidst gennemfører den rigtige øvelse, hvor vi rykker ud,« siger beredskabschef i Ballerup, Michael Andersen.
Han fortæller, at øvelsen også vil inddrage andre politikredse og kommuner, idet man skal efterforske terrorhandlingen rundt om i området.
»Vi har alle sektorer inde over, så vi får trænet alt. Kommandoveje, kommunikation på alle niveauer. Både det operationelle og det stategiske. Og efterfølgende evaluerer vi naturligvis og ser, om vi håndterede det korrekt eller om vi har ting vi skal forbedre,« siger Michael Andersen.
Øvelsen vil begynde ved Super Arenaen omkring klokken 15 og afsluttes omkring klokken 21.30.