Kig på hovedgaden også
Debat Endnu et læserbrev om trafikken i Måløv

I Ballerup Bladet uge 41 kan jeg under debatsiderne læse, at bølgerne går højt ifm trafikken på Kratvej, og at Helle Tiedemann udtaler, at Kratvej er et af tyve projekter under Ballerup Kommunes trafiksikkerhedsplan, der vil blive studeret nærmere pga. den megen trafik, der er.

Jeg kan også se, at Eva O’Connor kommer med fuldt forståeligt indlæg omkring samme problematik med mange biler på Kratvej, hvor der ligger skole og kirke, men jeg undrer mig så derfor desto mere over, at samme Eva O’Connor foreslår, at »Alle de ansvarlige voksne, se dog at bruge parkeringspladserne ved fodboldbanerne…«, hvorved hun jo bare flytter problemet ned i den anden ende af byen, til endnu et hårdt ramt område i Måløv, hvor der dagligt kører mange biler og tung trafik, og hvor der ligeledes er skolevej og Måløvhallen, med mange cyklende og gående børn.

Måløv Hovedgade er blevet et eldorado for tung trafik, unge med biler og benzin i blodet, og ingen hastigheds-/fartdæmpende foranstaltninger som på Kratvej.

Så måske Helle Tiedemann, når der er primære og sekundære veje i kommunen, vil være så venlig at se på problematikken på Måløv Hovedgade også, i forbindelse med trafiksikkerhedsplanen. Det kunne være interessant at få at vide, hvilken type vej Måløv Hovedgade er klassificeret som.

Vi er mange, der håber og vil sætte pris på, om den tunge trafik kan ledes væk fra Måløv Hovedgade og ud på Frederikssundsvejen, da Måløv Hovedgade snart ligner en bombet motorvej.

Asfalten er ødelagt, og der er visse steder dybe sænkninger i vejen, der bliver dybere igen i år, når der kommer megen nedbør.

Den tunge trafik går hhv. til XL-Byg, JA Supermarkedet og Netto, fordi logistikken, som det så flot hedder, ikke er i orden ad de andre indfaldsveje til Måløv Centrum, hvor disse butikker ligger.

Jeg beder derfor om, at der bliver set på, evt. med en trafiktæller, og vægtkontrol, hvor mange biler der dagligt kører hhv. ræser gennem Måløv Hovedgade, og om der er mulighed for at få fartdæmpende foranstaltninger på denne vej også.

LÆS OGSÅ: Helle Tiedemanns indlæg: ‘Vi er opmærksomme på Kratvej i Måløv’

LÆS OGSÅ: Bjarne Rasmussens indlæg: ‘Selvmordstorpedoer på Måløv Hovedgade og Kratvej’

LÆS OGSÅ: Eva O’Connors indlæg: ‘Bilkaos ved kirkepladsen i Måløv’

 

1 kommentar om “Kig på hovedgaden også”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *