Busforbuddet enstemmigt vedtaget
Udflytterbørnehaver Teknik- og miljøudvalget har vedtaget et forbud mod buskørsel i Egebjerg-nord.

Fra 1. januar 2015 er det slut med buskørsel i området Egebjerg-nord. Det har et enigt teknik- og miljøudvalg netop besluttet. Dermed har udflytterbørnehaverne på Tranemosevej tabt kampen og må fremadrettet finde nye måder at komme til hytterne på.

Forbuddet gælder busser over 3.500 kg. Så udflytterbørnehaverne kan fra årsskiftet vælge at køre til hytterne i mindre busser eller benytte den busholdeplads, som Ballerup Kommune etablerer på Skovvej.

Som forslaget ligger nu, er der vedtaget at anlægge busholdepladsen i græsrabatten mellem Skovvej og cykelstien, men udvalget har besluttet at kigge nærmere på, om af- og påsætning af børnene ikke kan gøres mere sikkert.

»Vi har lyttet til børnehavnernes kritik omkring Skovvej og vil i den forbindelse se på, om vi ikke kan flytte busholdepladsen længere ind i terrænet,« siger formand for teknik- og miljøudvalget Helle Tiedemann (A).

Konkret foreslår udvalget, at busholdepladsen kommer ind på den anden side af cykelstien på det lille markstykke, der ligger for enden af Egebjerghuse.

Trafiksikkerhed omkring Skovvej

Udover selve busholdepladsen skal der også etableres en gangsti fra Skovvej til Egebjerghuse. Men der er også lagt op til flere andre sikkerhedstiltag. i referatet fra teknik- og miljøudvalgets møde lyder det blandt andet:

»For at forbedre trygheden og sikkerheden for de bløde trafikanter opmales der rumleriller på cykelstien og der opsættes hegn/bomme i rabatarealet mellem vejbanen og cykelstien i den østlige side af Skovvej, hvor busholdepladsen etableres.«

Forslaget som det ligger nu kommer til at koste 110.000 kroner, men hvis busholdepladsen – som foreslået af udvalget – flyttes længere ind i terrænet, vil det blive dyrere. Den endelige anlægsbevilling skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

Københavns Kommune, hvor de to udflytterbørnehaver hører hjemme, har oplyst til Balleup Kommune, at konsekvensen af busforbuddet vil være at opgive Tranemosevej som udflyttersted. De regner med at det vil tage cirka tre år at finde genhusning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *