Formanden har ordet
debat  Vi har nu i nogle år i forbindelse med gågadens aktiviteter haft kræmmermarked i Centrumgaden.

Det har en del år foregået på Kirketorvet med succes. I år har vi prøvet, at byens borgere kunne stille deres boder op i den modsatte ende ved biblioteket.

Der har været mange meninger om dette initiativ, og vi har fra aktivitetsudvalgets side besluttet, at vi til næste år, selv lader borgerne bestemme, om de vil være på Kirketorvet eller ved biblioteket.

Der vil i forbindelse med bymidteregulativet blive nogle mere faste regler for, hvordan loppemarkederne skal afvikles næste år

Når jeg nu har ordet, vil jeg erkende, at jeg er noget bekymret for Centrumgaden, som den ser ud i dag. Vi er nu en lille håndfuld specialbutikker, som har ligget her i mange år og opnået en stor kundekreds. Men tiden går, og vi bliver ældre. Som det ser ud i dag, har jeg meget svært ved at se, hvem der kan overtage disse butikker, når de selvstændige erhvervsdrivende går på pension.

Det er her, jeg er bange for, at der bliver et stort tomrum – og de sidste specialbutikker forsvinder. Jeg tror ikke, at der er særlig mange borgere og for den sags skyld politikere, der ønsker den udvikling af gågaden.

I de 25 år jeg nu har drevet forretning i gågaden, har jeg været til mange møder og workshops med Ballerup Kommune, hvor der er lavet store forslag til, hvordan bymidten kunne komme til at se ud i fremtiden. Det seneste var 2020 Planen, der jo som bekendt strandede på grund af finanskrisen. Men der har også været andre planer, som aldrig er blevet til noget.

Tiden er nu, hvor der skal ske noget, inden det er for sent. Vi skal jo have borgerne til at handle hjemme, og det kan vi kun med masser af attraktive butikker – ikke kun i gågaden, men så sandelig også i Ballerup Centret, som jo heller ikke går ram forbi, hvis vores kunder vælger at handle andre steder.

Så derfor må de implicerede parter: Ballerup Kommune, de erhvervsdrivende samt ejendomsbesidderne som lejer erhvervslejemål ud, sætte sig ned og finde løsninger.
Resultatet kan blive, at kommunen må opgive den regel om, at der ikke må være liberalt erhverv samt beboelse i gågaden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *