Hvem fortjener Virksomhedsprisen?
Shelter-101.jpg
Sidste års vindere - i præmieshelteret med en gruppe glade børn. Fra venstre: Birgitte Züricho fra Plejecenter Kirstinehaven, borgmester Jesper Würtzen, Lizette Byrdal og Mogens Palvad fra Skovlunde Centret. Foto: Flemming Schiller
Kandidater Jagten er gået ind på kandidater til årets virksomhedspris. Der er sidste frist for indstilling 1. oktober.

Ballerup Kommune og Det Lokale Beskæftigelsesråd (LBR) står klar til at tage imod de forhåbentlig mange nomineringer til Virksomhedsprisen 2014. De kommende uger kan man indstille lokale virksomheder, der udviser socialt ansvar og som er med til at skabe et rummeligt arbejdsmarked.

»Jeg håber, at mange virksomheder kommer på banen og har lyst til at fortælle om, hvordan de løfter det sociale ansvar. Byens borgere og medarbejdere kan også indstille en offentlig eller privat arbejdsplads, som gør en særlig indsats for at integrere eller fastholde medarbejdere, siger borgmester Jesper Würtzen, der også er formand for LBR.

Virksomhedsprisen har til formål at synliggøre og anerkende de gode tiltag på Ballerups virksomheder, så disse kan tjene til inspiration for andre.

Sidste år gik prisen til Skovlunde Centret og Plejecenter Kirstinehaven. Udover æren fik de to som præmie et shelter i Harrestrup Ådal. Det vil sige shelteret er for alle – men de to prismodtagere fik indgraveret deres navne i en stor guldplade på shelteret.

Hvad præmien bliver i år er en overraskelse.

Sidste frist for indstilling af kandidater til Virksomhedsprisen 2014 er onsdag den 1. oktober.
Man kan nominere lokale virksomheder via www.ballerup.dk

Fakta: Nominering til virksomhedsprisen

Inspiration til, hvad er en socialt ansvarlig arbejdsplads fx kan være:

• Har integreret personer, der ellers har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Fx ansat unge med problemer via en mentorordning eller ansat andre ledige via et samarbejde med Jobcentret.

• Har fastholdt eller ansat medarbejdere i job på særlige vilkår fx i fleksjob eller skånejob.

• Har påtaget sig et særligt ansvar for at nedbringe sygefravær og arbejdsskade.

• Generelt har udvist et socialt ansvar overfor faste og midlertidige medarbejdere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *