Ballerups bedste badminton
Badminton-11.jpg
En flot hal med lys, larm og masser af entusiasme. Badminton VM klædte Ballerup. Foto: Flemming Schiller
badminton En af årets helt store sportsbegivenheder fandt sted i Ballerup. Det trak rigtig mange ind i en flot, men varm Super Arena.

Fotogalleri: Billeder fra VM i badminton

Når man sådan gik rundt i Ballerup centrum i den forgangne uge, så var det ikke til at mærke, at en af de helt store sportsbegivenheder i verden fandt sted lige i ’’baghaven’’.

Stemningen i byen var som den plejer at være, bilerne kunne komme frem og der var ikke lange køer eller store menneskemængder på gader og stræder.

Men nærmede man sig Ballerup Super Arena, især ud på eftermiddagen, så var det en helt anden sag.

Skilte viste mange steder af til superarenaen, der var velkomst og guide-skilte på flere sprog rundt om i gadebilledet og den ellers ganske store parkeringsplads foran arenaen, var propfuld. På disse kanter var der ingen tvivl om, at noget stort var i gang.

Det samme gjorde sig gælden når man trådte ind i hallen. Her var et mylder af mennesker ved indgangene, rigtig mange af dem var kinesere, indonesere, vietnamesere og koreanere.

Folk med kameraer af den dyre slags myldrede rundt og den konstante brusen af klapsalver, jubelbrøl og speakerstemmer gjorde det klart, at hallen var omdannet til et badminton-mekka for en uge.

Entusiasme i varmen

Inde i selve hallen var der fire baner i gang med spillere, der kæmpede for at udplacere hinanden indenfor de hvide linier.

Der blev svedt, smashet og hoppet, og ved sidelinien sad trænere, liniedommere og kamerafolk og overvågede de ketsjersvingende kvinder og mænd – mange af dem fra Asien hvor badminton er enormt. Rigtig mange i pressesektionen var også asiater og deres entusiasme var ikke til at tage fejl af.

Til gengæld var hallen rigtig varm, og de sporadiske forsøg på at åbne nødudgangene og lukke noget frisk sensommerluft ind i hallen hjalp kun minimalt.

Ifølge folk ved indskrivningen var der målt 58 grader, da det var varmest. Et problem, som også var udtalt ved Backstreet Boys-koncerten for et par måneder siden. Mon ikke en sådan moderne hal, der efterhånden huser rigtig mange store begivenheder med internationalt tilsnit, kunne bruge et effektivt aircondition-anlæg.

Varmen fik dog ikke de mange af tilskuerne, som var fra Asien til at gå døde. For på tilskuerpladserne var der en ganske god stemning. Der blev klappet og råbt, og det medlevende publikum gav ekstra energi til de hårdtarbejdende spillere på de grønne baner.

Men også mange lokale havde fundet vej til hallen og især efter fyraften var det tydeligt, at mange lagde vejen forbi de indimellem intense dramaer, der udspillede sig på banen.

Vellykket trækplaster

Mens disse linier er skrevet, er et af de helt store danske medaljehåb, Jan Ø. Jørgensen, røget ud, men flere var i spil til medaljer. Og at dømme efter intensiteten og opbakningen fra publikum, så venter der stadig flere gode dage i badminton-land.

I det hele taget var hallen rigtig flot og tillokkende, bortset fra varmen, og en god ramme for VM og samtidig en rigtig god udstilling for Ballerup. Det tyder nemlig også på, at afviklingen fungerede perfekt uden at der har været trafikpropper, opløb og andre genvordigheder.

Indtil videre en succesfuld afvikling af et verdensomspændende arrangement med bred appel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *