Så er der senioridræt i Skovlunde
skovlunde-senioridræt-copy.jpg
Skovlunde Senioridræt tager hul på sæsonen med en nyhed: Motions-linedance i Skovlunde Kulturhus hver mandag.
motion Onsdag den 10. september skyder Skovlunde Senioridræt en ny sæson i gang i Rosenlund ny Hal med hold 1 klokken 12.25 og hold 2 klokken 13.40.

Dagen efter klokken 11.45 er foreningen i Skovlundehallen.

»Det er nu tiden, hvor sommeren så småt virkelig går på hæld, og hvor kroppen igen skal til at motionere sig, efter den har ligget i dvale og solet sig i den pragtfulde sommer, vi har haft,« siger Alex Nielsen fra Skovlunde Senioridræt.

I den kommende sæson er det foreningens mangeårige instruktør Linda Bergmann, der vil herse med senioridrætterne i begge haller.

»Efter utallige opfordringer – og nu som noget helt nyt i Skovlunde – starter vi to motions-linedance hold op. Det er en motionsform, som har været i gang i flere år på Solvej ved Egebjerg Senioridræt,« fortæller Alex Nielsen.

I Skovlunde vil det komme til at foregå hver mandag i Skovlunde Kulturhus. Første gang den 8. september med et begynderhold klokken 10, og klokken 11.15 er det så de let-øvedes tur.

»Vi håber naturligvis, at mange vil støtte op om dette nye initiativ og naturligvis også Senioridræt i sin helhed, og så går Senioridræt i Skovlunde stavgang hver tirsdag fra klokken 9.50, her mødes man på den lille P-plads på Harrestrupvej ud for Morelvej, og vi går hele året rundt,« siger Alex Nielsen og tilføjer:

»Der er virkelig noget at se til i Skovlunde Senioridræt, man behøver ikke sidde derhjemme og trille tommelfingre eller stene fjernsyn.«

Opfordring om at gå til senioridræt går ud til alle i Ballerup Kommune der er 60+.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *