Nu må vi have en debat om Måløvs udvikling
Debat Kommunalbestyrelsen trækker sit lokalplanforslag om en ny dagligvarebutik tilbage.

På kommunalbestyrelsens møde mandag aften behandlede vi det forslag til lokalplan for en ny dagligvarebutik ved Måløv Hovedgade, der op til sommerferien var i høring. Som det er fremgået af debatten, også her i Ballerup Bladet, gik det ikke stille af.

Omkring 75 lokale borgere mødte frem til borgermødet på Måløv Skole og gav på forskellig vis udtryk for deres kritik af planerne om at placere en butik på den grund, hvor der i dag ligger en benzintank.

Og inden høringsfristen udløb havde kommunen modtaget knap 50 indlæg, bl.a. en fælles indsigelse fra en stor del af beboere i Højriis-kvarteret med 80 underskrifter.

Kritikken gik på flere forskellige ting såsom øget trafikbelastning, forringet trafiksikkerhed og nye støjgener. Nogle argumenter var efter min opfattelse mere seriøse end andre, og der blev fremsat en del urigtige påstande, bl.a. om kommunens motiver for at fremme butiksprojektet.

En hel del af indlæggene satte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet var behov for flere butikker i bydelen.

Men det jeg tror for alvor gjorde mange kritisk stemt var nok, at butiksbyggeriet ville lukke for en smutvej mange lokale cyklister har fra hovedgaden til Toyota-krydset.

Debatten har vist os, at der er behov for nærmere undersøgelser af områdets stiforbindelser og af hvordan det benyttes. En opgave der kompliceres yderligere af at vi også skal have etableret en supercykelsti langs Frederikssundsvejen.

Vi har også besluttet, at der skal kigges på trafikafviklingen i området mellem hovedgaden og Måløv Byvej. Og på kort sigt vil vi gøre noget ved opmalingen af ’hajtænder’ mv. så der ikke kan opstå misforståelser om vigepligten.

Flere borgere pegede i deres indsigelser på, at butikken ville ligge meget bedre på den anden side af Måløv Byvej. Indretning af en dagligvarebutik i Hindgaul-bygningen er imidlertid ikke mulig efter den gældende lokalplan. Det skyldes især, at den overordnede vejmyndighed ikke har villet tillade direkte indkørsel fra Byvejen. Politisk er vi dog enige om, at vi vil se konstruktivt på om der kan findes en ny udformning af krydset ud for tankstationerne. Ballerup Kommune står nemlig til at overtage Måløv Byvej fra Vejdirektoratet, når motorvejen syd om kommunen åbner ved udgangen af 2015.

I lyset af alt dette besluttede kommunalbestyrelsen, at tiden er inde til, at vi må have gang i en debat om Måløvs fremtid. Ikke bare om butikker og trafik, men også om hvordan vi fremover vil bruge byens arealer til boliger, arbejdspladser, grønne strøg og byrum.
Vi har de seneste år arbejdet meget med bymidterne i Ballerup og Skovlunde. Nu skal vi engagere Måløvs bylaug, foreninger, borgere og alle bydelens øvrige interessenter i drøftelsen af bydelens udviklingsmuligheder. Det kommer I til at høre mere om i efteråret


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *