Høring betyder at lytte
Debat Sagen om udflytterbørnehaverne på Tranemosevej – og specielt teknik- og miljøudvalgets (TMU) behandling af sagen – rejser en række spørgsmål af principiel karakter.

For det første: Hvordan har TMU i marts kunnet finde på at træffe en beslutning i sagen uden at have inddraget den part der først og fremmest berøres af beslutningen, nemlig udflytterbørnehaverne?

Er der virkelig ikke nogle advarselslamper der har lyst over for en så sjusket sagsbehandling, i forvaltningen eller blandt politikerne i TMU?

Og det fører naturligt til det andet spørgsmål: Er der andre ting der ikke er undersøgt?

Har man eksempelvis undersøgt om der overhovedet er hold i klagernes påberåbelse af skolebørnenes sikkerhed?

Er skolebørnene ikke i skole, når busserne kommer efter kl.9, og er i hvert fald de mindste børn ikke i BFO når busserne kommer om eftermiddagen?

Det er også bekymrende når formanden for TMU forud for den forsinkede høring af udflytterbørnehaverne udtaler: ”Jeg kan ikke forestille mig, hvad der skulle ske eller komme af nye oplysninger, som ville få os til at ændre mening.” Hvis det er den generelle holdning til høringsprocesser, er det måske ikke så overraskende at man glemte at høre udflytterbørnehaverne i første omgang.

Det er også yderst problematisk når samme formand fuldstændig ser bort fra udflytterbørnenes trafiksikkerhed og træthed og udtaler: ”Men vi er nu i udvalget blevet enige om at sådan en tur kan børn altså godt klare.” Et spørgsmål som i øvrigt næppe hører til TMU’s spidskompetencer.

Vi skal derfor opfordre til at udvalget ved sin genbehandling af sagen behandler den uden forudfattede meninger og med åbenhed over for alle argumenter, og ikke som i første omgang udelukkende ser den gennem nogle få parcelhusejeres briller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *