Politi uge 35
Døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra Københavns Vestegns Politi:

Indbrud i Ballerup

Mandag den 25. august mellem klokken 08.45 og 13.30 var der indbrud i et hus i Gårdens Kvarter.

Tyven brød et vindue op og havde derfra adgang til hele huset. Herfra blev der stjålet flere computere, kontanter, en playstation med spil, headsets, USB-stiks, legetøjsbiler, kasketter og en sportstaske.

Tyven forlod derefter huset gennem terrassedøren, oplyser Københavns Vestegns Politi.

 

Cyklist ramt af bil

Tirsdag den 26. august klokken 07.49 skete et færdselsuheld i krydset mellem Industriparken og Brydehusevej.

Der var en kvindelig bilist og en mandlig cyklist involveret. Bilisten svingede til venstre ad Brydehusevej og overså i den forbindelse cyklisten. De kørte sammen og cyklisten faldt af cyklen.

Der skete udelukkende materiel skade og kvinden blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. Hun erkender, oplyser Københavns Vestegns Politi.

 

To villaindbrud

Onsdag den 27. august mellem klokken 09.15 og 15 var der indbrud i to villaer i Ballerup. Det ene på Præstevænget og det andet på Ludvig Holsteins Allé.

I begge tilfælde stjal tyvene elektronik og smykker. Om det er samme gerningsmand/mænd vides ikke.

 

16-årig kørte ind i motorcykelbetjent

Onsdag den 27. august klokken 15.01 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Vestbuen og Pederstrupstien.

En motorcykelbetjent eftersatte en ATV som kørte ulovligt. Føreren af ATV’en, en 16-årig dreng, ville dog ikke stoppe, men kørte derimod ind i siden på motorcyklen.

En civil patruljevogn var tæt på og blokerede vejen. Også denne kørte den 16-årige ind i – herefter forsøgte han at flygte fra stedet. En betjent fik dog hurtigt løbet ham op og han blev anholdt.

Efter at være tilset af ambulancefolk blev han kørt til Albertslund Politigård til afhøring. Her erkendte han sine sigtelser.

 

Forsøg på tricktyveri

Torsdag den 28. august klokken 14.55 blev en 80-årig mand udsat for tricktyveriforsøg i sit hjem på Rugvænget.

En mand og en kvinde ringede på den 80-åriges dør og påstod, at de skulle tjekke hans vandlås. De blev lukket ind, men da de gik mod stuen, blev de smidt ud igen, inden de nåede at stjæle noget.

De beskrives som: A: Mand, udenlandsk af udseende, 25-30 år, ca. 175 cm høj og almindelig af bygning. Han var brun i huden, havde sort hår og var iført jeans og T-shirt. Han talte dansk.

B: Dansk kvinde, 22-25 år, ca. 170 cm høj og spinkel af bygning. Hun havde rødt mellemlangt hår.

 

Røveri mod restaurant
Fredag den 29. august klokken 00.17 var der røveri i en restaurant på Tempovej.

To røvere løb ind i forretningen, truede personalet med kniv til at udlevere kontanter og løb fra stedet igen. De beskrives som:

A: Mand, 175-180 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført en hættetrøje med tre vandrette striber (blå, hvid og blå), lyse jeans, gennemsigtige engangshandsker og en sort bandana for ansigtet. Han var bevæbnet med en kniv og talte engelsk.

B: Mand, 175-180 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført en sort jakke, grå hættetrøje, mørke jeans, gennemsigtige engangshandsker og en bandana for ansigtet. Han var bevæbnet med en brødkniv og medbragte en rød pose fra ”Quint”.

 

Gaderøveri i Ballerup

Lørdag den 30. august klokken 05 blev en 24-årig mand udsat for et voldsomt gaderøveri på et stisystem i Ballerup tæt ved Rugvænget.

Cirka 15 maskerede mænd omringede ham, slog og sparkede ham og frastjal hans personlige ejendele. Herefter løb de fra stedet.

Den ene beskrives som: Mand, 16-17 år, ca. 170 cm høj og iført handsker samt en rød bandana om ansigtet.

 

Endnu et gaderøveri i Ballerup

Søndag den 31. august klokken 04.25 blev en 18-årig mand udsat for et voldsomt røveri på Søndergårds Allé. På stisystemet overfaldt fire røvere ham og stjal hans mobiltelefon samt pung.

De gik fra stedet i sydøstlig retning, langs vandhullet ved stisystemet, og beskrives som:
A: Mand, udenlandsk af udseende, 17-19 år, ca. 185 cm høj og kraftig af bygning. Han var brun i huden, havde kort sort hår, skægstubbe, kraftige øjenbryn og en stor næse. Han var iført en mørk hættetrøje og mørke jeans.

B: Mand, udenlandsk af udseende, 17-19 år og ca. 180 cm høj. Han var iført en stor trøje og løse jeans.

C og D: Mænd, 17-19 år, ca. 180 cm høje og iført store trøjer samt løse jeans.

 

Hjælp politiet med opklaringen

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre til disse sager. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *