Nyt samarbejde om valgfag på Skovlundes skoler
lundebjergsskolen_drama_3.jpg
Dramaholdet lærer hinanden at kende - det er anden torsdag, de mødes på tværs af klassetrin og skoler i Skovlunde. Foto: Flemming Schiller
Undervisning Som noget helt nyt har man på de to folkeskoler i Skovlunde i år overladt undervisningen i valgfag til Ballerup Ungdomsskole.

Når klokken ringer ind til time hver torsdag klokken 13.45 på Lundebjergskolen og Rosenlundskolen i Skovlunde, så myldrer de ældste elever på kryds og tværs af boulevarden.

For som noget helt nyt i år har de to folkeskoler lagt al valgfagsundervisning over på Ballerup Ungdomsskoles erfarne skuldre. Og det betyder helt nye vaner for både elever og undervisere.

»Vi har haft et ønske om at åbne skolerne mere op og lave et samarbejde med ungdomsskolen – for på den måde at få skabt et bedre kendskab til hinanden på tværs af både klassetrin, skoler og geografi,« fortæller Martin Gredal, der er skoleleder for begge skoler i Skovlunde.

Og Ballerup Ungdomsskole, der allerede har god erfaring med at tilbyde valgfag til kommunens skolelever, har taget bolden op og sørget for, at alle 7., 8. og 9. klasse-eleverne i Skovlunde nu har undervisning i valgfag hver torsdag eftermiddag.

Kabalen gik op

Eleverne er blevet blandet på tværs af klassetrin og skoler, så når de skal til valgfagsundervisning hver torsdag, kan det være på både den ene og anden skole i Skovlunde eller på ungdomsskolens arealer på enten Parkskolen i Ballerup eller på Lautrupgaard.

»Det store kunststykke har været at få samtlige 17 klasser til at lægge skemaer, så de passede sammen i forhold til, at alle skulle have valgfag samtidig,« siger Martin Gredal.

Men kabalen er gået op og torsdag i sidste uge skulle ordningen stå sin prøve.

»Det gik rigtig fint. Jeg stod i skolegården på Lundebjergskolen og min kollega Michael Turbo Jørgensen stod på Rosenlundskolen, og så kom alle de store unger trillende på deres cykler, og jeg kunne dirigere dem, hvorhen de nu skulle,« fortæller ungdomsskoleinspektør Janne Gaardhøje, der allerede har stor erfaring med at tilbyde valgfagsundervisning til kommunens skoleelever:

»Det er egentlig bare ungdomsskolen, som den altid har været. Nu er vi bare også rykket ud i skolerne i skoletiden,« tilføjer hun.

Eleverne bestemmer selv

Eleverne har selv været med til at bestemme, hvilke valgfag der skulle udbydes på de to skoler.

»Normalt spørger vi lærerne, hvad de kan tilbyde i forhold til valgfagsundervisningen. Men med denne nye måde at gøre det på, har vi vendt det helt på hovedet,« fortæller Martin Gredal og suppleres af Janne Gaardhøje:

»Vi spurgte eleverne, hvad de godt kunne tænke sig. Og det kom der en liste så lang som et ondt år ud af,« griner hun og fortsætter:

»Men så satte vi os ned og kiggede på det, og det viste sig faktisk, at rigtig mange ting kunne lægges sammen eller gå ind under hinanden, så vi endte ud med en liste på 17 valgfag.«

Alle elever i 7., 8., og 9. klasse på de to Skovlunde-skoler har herefter haft frit valg blandt de 17, hvoraf nogle var noget mere populære end andre.

»Der er utrolig mange, der har valgt ’fitness og multisport’, så der har vi været nødt til at oprette hele fem hold,« fortæller Janne Gaardhøje.

Til gengæld var der ingen, der ville have sløjd.

»Det ligger så fint i tråd med reformens mål om større elevinddragelse. Her er det eleverne selv, der har valgt paletten af valgfag – og hvilket af disse fag, de selv ville have,« siger Martin Gredal, der glæder sig over at se eleverne danne nye interessebårne arbejdsfællesskaber på tværs af klasser og skoler.

»Det at alle elever har fået deres førsteprioritet, har nok også en positiv betydning for motivationen,« tilføjer Janne Gaardhøje, der i hvert fald kun mødte smil og glade børn i skolegården torsdag eftermiddag.

Se billeder: Torsdag med valgfag i Skovlunde


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *