Motion for overvægtige børn
Gymnastik LSI Gymnastik i Smørum har i denne sæson udvidet motionstilbuddet til børn med et helt nyt hold.

Det hedder Jump4Fun og er målrettet overvægtige børn og unge mellem 8 og 15 år. Holdet vil fungere som en sjov og fysisk udviklende fritidsaktivitet, og som en vej til andre idrætsaktiviteter.

»På Jump4Fun-holdet vil der være fokus på styrkelse af børnenes selvværd via udvikling af selvtillid og handlekompetencer i et socialt trygt miljø. Jump4Fun-holdet planlægger en masse sjov gymnastik og motion, hvor sammenhold og opbakning fra hinanden og instruktørerne er kodeordet,« fortæller Sune Lyng fra LSI Gymnastik.

Jump4Fun konceptet er udviklet i et samarbejde mellem DGI Nordsjælland, Overvægtsambulatoriet på Nordsjællands Hospitals Børne- og Ungeafdeling og Julemærkefonden. Det er ambition at nå bredt ud – også til de socialt udsatte familier med børn der kæmper med vægten.

Børn til Jump4Fun holdet henvises fra Overvægtsambulatoriet på Nordsjællands Hospital i Hillerød og julemærkehjemmet Kildemose. Men børn og unge kan også selv tilmelde sig et hold – for eksempel i samråd med barnets sundhedsplejerske på skolen.

Tilmelding via www.lsigymnastik.dk. Spørgsmål rettes til Caroline Andersen på tlf.: 23 82 95 42.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *