Demokrati for sjov med Helle Tiedemann
I mere end 40 år har børnehavebussen fra Vor Frue Børnehave kørt fra København til adressen på Tranemosevej. Men det vil Helle Tiedemann, formand for Teknik- og Miljøudvalget, lave om på, kunne man læse i sidste uges avis.

»Der er ingen børn, der er døde af at gå en lille tur,« sagde Helle Tiedemann.

Så nu skal børnene sættes af og samles op på Ballerups tredjefarligste vej, Skovvej. En vej, hvor der gentagne gange – og så sent som sidste uge – sker tragiske trafikulykker.
Børn og pædagoger skal til fods, med fuld oppakning tilbagelægge op mod en halv kilometer – hver vej, hver dag, i al slags vejr.
Det må siges at være et voldsomt indgreb i både børnenes og pædagogernes hverdag. Og alligevel blev børnehaven ikke hørt, inden beslutningen blev truffet. Her måtte man selv gøre opmærksom på, at man var høringsberettiget for at få tid til at forfatte et høringssvar.
Et høringssvar, der tydeligvis ikke bliver taget alvorligt.

For som Helle Tiedemann udtalte til avisen sidste uge:
»Jeg kan ikke forestille mig, hvad der skulle kunne ske eller komme af nye oplysninger, som ville betyde, at vi ændrede mening.«
Først glemmer man at høre de høringsberettigede. Og så udtaler Helle Tiedemann i avisen, at beslutningen de facto allerede er taget – inden alle høringssvar er kommet ind. Er det overhovedet lovligt? Eller er høringsfrister og – svar for sjov og demokrati bare noget, Helle Tiedemann leger?
Jeg håber virkelig, resten af Teknik- og Miljøudvalget vil tænke sig om en ekstra gang, inden de laver opsamlingssted for børnehavebørn på Ballerups tredjefarligste vej.

4 kommentarer om “Demokrati for sjov med Helle Tiedemann”

  1. Helle Tiedemann siger:

    Ja! Se det er jo flot revet ud af en sammenhæng!
    Jeg ville sådan ønske at sådan en sag havde fået en ordentlig og sober behandling i pressen. Det havde været så enkelt at beskrive sagsgang og forløb, men nej, det er ikke sprængfarligt og derfor ganske uinteressant at skrive i en avis.
    Børnene er meget velkomne i området og det er mindre busser også.
    Københavns kommune bør da køre børnene ud til os i mindre busser, så er der ikke mere at snakke om. Alle vil være tilfredse!
    Skulle det ikke være muligt ja så tilbyder vi at børnene sættes af trygt og sikkert på en busparkering ved den grussti som fører ned til institutionerne. Denne sag er ikke i en egentlig høring, men en partshøring og det er noget ganske andet.
    Hvis du kendte lidt til vores kommune så ville du vide at demokratiet stortrives og at vi lytter til vores borgere.
    Hilsen

    Helle Tiedemann

  2. Martin Edens siger:

    Helle,

    måske er det lige netop dér at problemet ligger. At I hører på jeres borgere, hvilket i det her scenarie vil sige beboerne i området, men ikke på dem der benytter området, som kommer fra en anden kommune.

    Mvh
    Martin

  3. Maibritt Iversen siger:

    Kære Helle.

    Kan ikke være mere enig. Denne sag skulle aldrig have været i pressen. Dialog mellem Miljø og Teknik og os udflytterbørnehave burde være forgået som det har forgået de forløbende 8½ år. Københavns Kommune købte ejendommen på Tranemosevej 27 for 9 år siden med der formål at anvende huset til børnehave. Godkendt af Ballerup kommune og i overensstemmelse med lokalplanen for områdets fritidsaktivitetsstatus.

    Et par beboere har hele tiden været utilfredse med vores tilstedeværelse, udpenslet i vores hus, vores bevoksning, vores affald, vores hegn og ikke mindst vores bus. For blot et par år siden havde vi sidste gang en dialog med Miljø og Teknik forvaltningen om bussen, hvor jeg sidder med et brev i hånden der slår fast at færdsel på vejene er en almen råden ifølge kommunens egen jurist samt politiets.

    Det er da en hel vild go idé, at køre i mindre busser! Andre ting kunne måske være en god idé. Problematikken står i at jeg på intet tidspunkt er blevet kontaktet med ‘kunne vi finde ud af noget sammen her, så flere bliver glade’. Og det er der demokratiet svigter – måske ikke i formel forstand, men skal man ikke altid søge dialogen og samtalen først inden forbud? Det er jo helt vildt at vi. som grundejere i Ballerup Kommune ikke bliver inddraget i en beslutning der i den grad griber ind i vores færden.

    Og du har helt ret: Der er ingen børn der er døde af at gå 400 meter. Børn og pædagoger udforsker dagligt den skønne Hareskov og går flere kilometer i timevis derude. Og kl. 15.20 er energi på 3 åriges ben ved at være brugt op. Men børn dør ikke af, at gå yderligere 400 meter på kanten af ulvetimen. Lige så lidt som nogen dør af at en bus kører på en vej i 2x 10 min..

    Er superglad for du tænker mindre busser – så lad os sætte os sammen. Måske er der slet ingen problemer, hvis blot man taler sammen med de parter der kan være problemløsende. Og det kan jeg.

    Med venlig hilsen
    Maibritt Iversen
    Pæd leder Stenurten

  4. Lis Dalgaard Brøns siger:

    Det kan vi ikke være bekendt

    Jeg har over et par uger fulgt debatten omkring udflytterbørnehaven ved Tranemosevej og jeg er bestemt ikke stolt som borger i Ballerup, over hvordan man lokalpolitisk har taklet denne sag. Jeg har selv et barnebarn, som bor på broerne i København. Igennem hendes 4 år i børnehave, havde man i hendes institution en ordning, hvor ungerne en uge af gangen i institutionens bus, hver anden uge tilbragte dagene i naturen. Her fik børnene unikke oplevelser og erfaringer, som de ikke havde muligheder for at opnå i deres nærmiljø.
    Jeg ser en til flere problematikker i ”sagen”. Fra kommunalpolitisk hold er der tale om potentielle vælgere fra og omkring Tranemosevej. Det er absolut ikke i orden, at for at blive på taburetten mistes blikket for de større sammenhænge, hvor vi i fællesskabet kan være med til at fordele goder og privilegier. Særligt for kommende generationer.
    Herudover ser det ud til at almindelige demokratiske proceduregange er blevet fuldstændigt til side sat.
    Hertil vil jeg rette en kritik til beboerne omkring Tranemosevej, der har et problem med bus og børn der forstyrrer et par gange om dagen. Vi er privilegerede mennesker, der har mulighed for at leve et dagligt liv i omgivelser med skov, grønne marker og moser. En udflytterbørnehave kommer jo typisk fra en del af københavnsområdet, hvor disse omgivelser ikke er en del af hverdagen. Vi taler om små nye verdensborgere, som vi vel alle vil give lidt af al det bedste vi kan præstere i deres nærhed.
    Rent praktisk er det jo uhørt at børnehavebørn på små ben dagligt skal tilbagelægge ½ km to gange om dagen i alt slags vejr.
    Vi borgere i Ballerup kommune må nødvendigvis generelt fastholde vore lokalpolitikere i en anstændig agerende rolle, i forhold til demokratiske arbejdsgange og pragmatiske vurderinger af foreliggende og aktuelle sager.

    Lis Dalgaard Brøns
    Grævlingens kvt. 2
    2750 Ballerup
    Og
    Henrik Qvist
    Ballerup Byvej 252
    2750 Ballerup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *