Røde Kors i Ballerup fejrer jubilæum
Jubilæum Det er et jubilæum med store dimensioner, når Røde Kors genbrugsbutikken i Ballerup fejrer organisationen Røde Kors’ 150 års jubilæum den 23. august.

For det er ikke en lokal genbrugsbutik, der runder halvandet århundrede. Det er en organisation, der har sat sig uudslettelige spor i verdenshistorien.

Lokalt fejres den store dag ved, at den lokale butik på Præstevænget 20, der er noget yngre end 150 år, inviterer til kagekonkurrence. Hvis man har en kage med, får man et gratis medlemskab af Røde Kors.

Desuden vil en lille flig af den barske virkelighed være udstillet, når en gennemhullet Røde Kors ambulance med både skud- og granathuller er udstillet i butikken.

Endelig så er der naturligvis masser af mulighed for at shoppe i butikken, hvor man også kan høre om det lokale Røde Kors arbejde med besøgstjeneste, førstehjælpskurser, kultur og integrationsgruppe, kvindeklub, nørklere, julehjælp, børnekoloni og lektiehjælp.

Genbrugsbutikken drives af af Ballerup Kommune i samarbejde med Røde Kors i Ballerup og der er i alt 20 tilknyttet butikken, der holder åbent alle eftermiddage samt lørdage.

Butikken er på jubilæumsdagen åben fra klokken 10 til 14, og fra klokken 11 er kagekonkurrencen i gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *