Det Danske Spejderkorps, Ballerup Gruppe, står bag etableringen af aktivitetsområdet Pæremose Havn, der består af en sø og et friluftsområde, som kan benyttes af alle.
Indvielsen af første etape markerer, at bålhytten – som borgermillionen har været med til at finansiere – står klar til brug.
Forældre og spejdere i gruppen har også brugt mange timer på at rydde en stor del af området omkring søen, som er central i Pæremose Havn.
Støtte fra flere fonde
Pæremose Havn modtog lige før sommerferien tilsagn om redningsveste fra Trygfonden og 143.000 kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine MC-Kinney Møllers Fond til Almene Formål. Midlerne skal benyttes til anden etape af projektet.
Alle er velkomne til indvielsen af Pæremose Havn på Pæremosevej 37c – kom gerne i god tid. Indvielsen af bålhytten sker i forbindelse med åbent hus fra klokken 14 til 16 hos Det Danske Spejderkorps, Ballerup Gruppe.
Læs mere om projektet på Ballerup.spejder.dk/p-havn