– Det har været den bedste sommerferie!
Sommerferieprojekt-07.jpg
Drengene og de voksne samlet til afslutningshygge i Hedegaven efter seks herlige uger i hinanden selskab. Foto: Kenn Thomsen
Ungdomsliv Ungerådgivningen har strikket et særligt sommerferieprojekt sammen, hvor en gruppe drenge fra Hede-Magleparken og Grantoften har brugt seks uger af deres sommerferie på at lære sig selv og hinanden bedre at kende.

Er der noget deltagerne – både de unge og de voksne – kan blive enige om, så er det, at denne her sommerferie har været en af de bedste nogensinde. Det er i hvert fald den sætning, vi hører flest gange, da Ballerup Bladet er på besøg i Hedegaven fredag aften den 8. august.

I lokalet er samlet en gruppe på cirka 10 drenge og en håndfuld voksne fra blandt andet Ungerådgivningen, der de seneste seks uger har holdt sommerferie sammen. De har lavet alle mulige forskellige ting: Klatret, kørt motocross, snakket, svømmet og bare hængt ud sammen – næsten hver dag i seks uger.

Sommerferieprojekt-04

Ved projektets afslutning var drengene, deres forældre og søskende inviteres til fællesspisning i Hedegaven.

»Det har været rigtig fedt. Jeg har glædet mig til at komme herned hver dag. I starten stillede jeg mit vækkeur til klokken 9, så jeg kunne være her til tiden,« fortæller 14-årige William Warner ivrigt.

Han er tydeligt begejstret, når han fortæller om sin sommerferie i år.

»Normalt sover man jo bare til klokken 12-13 stykker og hænger ud på gaderne i sommerferien. Vi er jo teenagere,« griner han.

Men sådan har det ikke været i år. I seks uger har der dagligt været forskellige aktiviteter for de 10-12 drenge, der har sagt ja til at være med i Ungerådgivningens nye sommerferieprojekt, hvor fokus har været på, at få de unge væk fra gaden og ind i nogle gode rammer, hvor der både har været masser af sjov, udfordring og læring.

Sommerferieprojekt-03

Der er blevet knyttet mange nye, stærke venskaber mellem drengene. Christian Hansen Andersen og William Warner er et godt eksempel.

»Nogle dage har vi været helt smadrede, når vi kom hjem, men alligevel har vi været friske og mødt op igen næste dag,« siger Christian Hansen Andersen, der lige er fyldt 17 år – og dermed den ældste af drengene.

»Det har været én af de bedste sommerferier i hele mit liv. Jeg har bare oplevet så meget og lært en masse at kende,« tilføjer han, mens hans nye kammerat William Warner supplerer:

»Jeg har prøvet at være ude og rejse i udlandet i sommerferien. Men hvis jeg skulle vælge mellem det og så denne her sommer, så tror jeg altså at jeg ville vælge denne.«

Vokset til små mænd

»Drengene er en blandet landhandel med vidt forskellige ressourcer og baggrunde. Vi har fundet dem i klubberne her i Hede-Magleparken og Grantoften, hvor vi var ude og opfordre dem til at melde sig,« fortæller Katja Lylloff fra Ungerådgivningen.

Hun har været ene høne i hanegården denne sommer, hvor hun har fået god hjælp af lokale klubmedarbejdere, frivillige og én i jobtræning fra kommunen.

Sommerferieprojekt-01

Katja Lylloff og drengene kigger på billeder fra sommeren, som har været spækket med gode oplevelser.

»Det har været en fantastisk sommer. Det har været så sjovt at se, hvordan flere af de her drenge af vokset til små mænd henover sommeren. Det er bare nogle gode drenge,« fortæller hun.

Projektet har budt på forskellige ture ud i landet. Drengene har blandt andet været en tur i havnebadet på Islands Brygge og i kalkgraven i Solrød. Men der har også været hjemmedage, hvor de har brugt tid på at snakke med drengene om forskellige ’’svære’’ emner som ’hvorfor er det svært at sige nej’, ’hvornår er det okay at ryge’, ’hvornår er man gammel nok til at gå i seng med hinanden’ og lignende.

»Det har jo ikke alt sammen bare været fis og ballade. Vi har haft mange gode snakke og magiske øjeblikke med de her drenge i løbet af sommeren. Der er blevet skabt nogle virkelig gode relationer på kryds og tværs, og de er blevet konfronteret både med andre, de ikke kendte i forvejen, og med sig selv – hvem de er, hvad de står for og hvor de gerne vil hen med deres liv,« forklarer Katja Lylloff.

Hun understreger at afslutningen på projektet ikke betyder, at det er slut med at se drengene.
»Vi slipper ikke relationen til de unge. Vi kunne godt tænke os at bruge drengene her – og de kontakter de har – i nogle af vores fremtidige projekter,« siger hun.

Først og fremmest håber hun at de kan få arrangeret en lille reunion i efterårsferien for hele holdet – både de unge og de voksne.

Et nyt liv

En af de voksne, der han været med til at holde styr på drengene denne sommer er 26-årige Ali ’Choko’ Chehade, der har boet i Hede-Magleparken hele sit liv. Han er én af de få, det er lykkedes at vende sit liv 180 grader. Er gået fra hårdkogt bandekriminel til i dag at være godt i gang med at nå sit mål om at komme ind på pædagoguddannelsen.

»Jeg har en slem fortid,« siger han og ryster på hovedet. Mere behøver han ikke fortælle.

Sommerferieprojekt-06

Ali er en del af projektet, fordi han gerne vil arbejde med børn og unge, og så var dette en kærkommen mulighed til at få prøvet det af i praksis.

»Jeg kommer jo med en livserfaring, jeg har været igennem en masse ting, som jeg har delt med drengene her. Og jeg synes, det har været en fed oplevelse at være med. Det er nogle gode drenge,« siger Ali ’Choko’ Chehade, der håber at hans historie kan være med til at få andre drenge til at vælge en anden livsbane.

»Jeg har jo selv lavet en masse dumme ting, så jeg bliver så irriteret, når jeg ser de unge stå og hænge sammen med de ældre på gaderne,« tilføjer han.

Sommerferieprojekt-08

Røde, Ali, Katja og Ahmed har holdt snor i drengene denne sommer. ’Vi slipper ikke relationen til de unge,’ siger Katja, der håber at Ungerådgivningen kan samle holdet igen i efterårsferien til en fællestur for dem alle sammen. 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *