»Godt med et time-out til at tænke«
Byggeri Der er glæde at spore hos grundejerforeningsformand efter droppede Lidl-planer. Men også villighed til at tænke i byudvikling.

Det var en uforberedt, men lettet Jan Munk, der fredag morgen fik beskeden om, at Lidl-planerne i Måløv er droppet.

Læs også: Lidl-planer i Måløv er droppet

Han er formand for grundejerforeningen Højriis, der ligger klos op ad det nu droppede supermarked, og igennem hele processen har grundejerne været aktive i debatten og vist, at de var bange for de trafikale konsekvenser ved projektet.

Nu er det tilsyneladende lykkedes at overbevise kommunen om, at planerne var ringe.

»Det er en lettelse, at der nu kommer en pause. Det havde været galt med den trafik, det projekt kunne have bragt til byen. Så det giver nu lidt luft til at tænke i byens udvikling og planlægge byens fremtid. For det er stadig vigtigt,« siger Jan Munk.

Han er glad for, at kommunen lyttede til de mange argumenter, som naboerne havde og han er overbevist om, at man nu kan finde en bedre løsning for Måløv.

»Vi har på intet tidspunkt haft noget imod, at der skulle være flere detalihandlende i byen. Jeg er sikker på, at der er købekraft og kundeunderlag til det. Så Lidl er såmænd velkommen. Men det skal planlægges ordentligt. Og hvis man kan få lavet noget fornuftigt i bymidten, så er vi villige til at diskutere det,« siger Jan Munk.

Han vil dog ikke kaste sig ud i en debat om byens fremtid lige nu. Det handler nemlig om, hvor planerne skal gennemføres.

»Hvis det bliver i den anden ende af byen, så har det ikke så meget med os at gøre, og så må beboerne i den ende være med til at præge lokalplanen. Men når det drejer sig om en helhedsplan med trafik, så er vi klar til at diskutere. For det vedrører os alle i byen,« siger Jan Munk.

Massiv modstand

Han er sikker på, at to faktorer gjorde sig gældende, når der drejede sig om, at planerne blev skrinlagt.

»Dels var der vores ganske udmærkede argumenter om de trafikale problemer, for de var reelle nok. Men det handler også om, at den lokale modstand var så massiv. Selvom en del høringssvar måske ikke altid var lige saglige, så viste det med al tydelighed, at modstanden var så stor, at kommunen ville få svært ved at få noget som helst igennem efterfølgende. Så var det bedre at droppe det,« siger Jan Munk, som er glad for, at der ikke kommer en Lidl i hans ende af byen, men som er positiv overfor tankerne om en helhedsplan, der skal gøre Måløv mere attraktiv for alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *