Lidl-planer i Måløv er droppet
Lidl-2.jpg
Der kommer ingen Lidl på F24 grunden. Høringssvarene har givet kommunen et fingerpeg om, at der vl blive alt for meget trafikalt bøvl i området, og derfor er planerne droppet. Nu skal hele Måløv i stedet udvikles. Foto: Flemming Schiller
Byggeri Naboklagerne hjalp. Lidl kommer ikke til at bygge nyt supermarked i Måløv lige nu. Byggeplanerne er droppet, men Lidl vil stadig til byen.

Det har været en lang og til tider lidt ophedet debat. Men nu er den slut. Planerne om at bygge et Lidl-supermarked på Måløv Hovedgade, hvor der nu ligger en tankstation er droppet.

Ballerup Kommune har efter høringsfristens udløb droppet at gå videre med planerne om at placere supermarkedet der. Det er især de trafikale udfordringer, der har overbevist kommunen om, at det er en dårlig ide at fortsætte.

Nu vil Ballerup Kommune i stedet lave en samlet plan for et »nyt« Måløv, hvor Lidl også indgår.

»Vi vil ikke presse noget ned over hovedet på borgerne. Og de mange argumenter, især omkring de trafikale problemer, det kunne skabe, har gjort, at vi har droppet planerne. Det er en dårlig placering og trafikalt hænger det ikke sammen, så det vil vi ikke gå videre med,« siger Helle Tiedemann (A), formand for teknik- og miljøudvalget i Ballerup Kommune.

Hun er dog stadig af den overbevisning, at der er en plads i Måløv til Lidl.

»Vi har set detailhandelsanalyser der viser, at der er plads til endnu et supermarked i Måløv, og Lidl er stadig interesseret i at være i byen. Så nu drøfter vi det med dem og ser, om vi kan finde en løsning på længere sigt,« siger Helle Tiedemann.

Helhedsplan på vej

Og det kunne tyde på, at noget er i gang. For istedet for at placere en Lidl ved enden af Måløv Hovedgade, så pønser kommunen på at udvikle Måløv og dermed gøre det mere attraktivt at både bo og handle i byen.

»Omkring Hindsgaul centret er der udviklingsmuligheder og vi har også planer om at lave en helhedsplan for Måløv. Byen skal udvikles og det er der et potentiale for,« siger Helle Tiedemann.

Hun bakkes op af borgmester Jesper Würtzen (A), som er gået i brechen for en helhedsplan til Måløv.

»Vi dropper Lidl-planerne nu, men vi er meget interesseret i at udvikle Måløv. Jeg synes, at der er gode muligheder i Hindsgaul centret. Der er ikke mange, der ved, hvad det er nu, men vi vil udvikle det og måske kalde det stationscentret eller noget i den retning. Hele området skal udvikles, så det binder byen sammen. Der er plads til nye boliger i den nordlige del af byen og NOVO har også tilkendegivet, at de vil oprette flere arbejdspladser. Så Måløv står for tur og jeg håber, at den kan blive udviklet til en ny og fremtidsorienteret by som Skovlunde,« siger Jesper Würtzen.

Han vil derfor gerne have gang i et forprojekt om en samlet helhedsplan for Måløv, der skal gøre Måløv endnu mere attraktiv at bo og handle i.

»Vi skal bevare Måløv som den hyggelige by den er, men samtidig sørge for, at den får noget mere liv ved at udbygge bymidten med et samlet centrum. Så derfor er det oplagt, at vi nu ser på en plan, der samler Måløv,« siger Jesper Würtzen.

Væk med trafikken

En del af den store plan i byen er i øvrigt, at få gjort noget ved den voldsomme og til tider hurtige trafik på Måløv Hovedgade. Kommunens håb er, at den nye motorvej til trække meget af trafikken væk fra bymidten, men indtil den er færdig, vil kommunen og politiet have fokus på trafikken i byen.

»Det er helt vildt, hvordan der bliver kørt nede på Måløv Hovedgade. Det skal vi gøre noget ved og derfor vil vi nu, som det første led i den store plan, kan man sige, gøre noget ved den massive og indimellem meget hurtige trafik på hovedgaden. Også politiet er opmærksomme på det og vil sætte ind i den nærmeste fremtid,« siger Helle Tiedemann (A).

Under alle omstændigheder er første runde i sagen om LIdl i Måløv afsluttet. Men Lidl lurer lidt længere.

Læs også: Godt med et time-out til at tænke

 


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *