Gratis starthjælp til iværksættere
Iværksættere-godt-fra-start-COLOURBOX-copy.jpg
Iværksættere kan komme godt fra start, når Iværksætterhuset holder startupmøde og startupcafe på Ballerup Rådhus. Foto: Colourbox
Godt igang Der er hjælp at hente for iværksættere, når Iværksætterhuset holder gratis opstartsmøder i Ballerup.

Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man som iværksætter springer ud i det store (eller lille) forretningseventyr. Ofte er der mange spørgsmål, der trænger sig på, og for at hjælpe iværksættere godt i gang har Iværksætterhuset et tilbud til dem, hvor de kan få gode råd til at komme godt fra start.

I august og september måned holder Iværksætterhuset ’startupmøde’ og ’startupcafe’ i Ballerup. Her vil iværksættere få mulighed for at få masser af gode råd til såvel opstarten som udviklingen af deres virksomhed.

Vær realistisk

»At skabe en succesrig virksomhed kræver fokus, struktur og realisme. Vi hjælper iværksættere med at sætte fokus på værdien af deres produkt og hvem, de kan sælge det til. At være skarp på ens produkt og kunder er alfa omega, ligesom man skal være realistisk i forhold til, hvilken værdi man skaber for sine kunder,« siger Anne Handlos, startupkonsulent i Iværksætterhuset, og fortæller videre om de to møder:

»Startupmødet er en generel introduktion til opstart af egen virksomhed, mens Startupcafeen er en unik lejlighed for at få sparring fra udvalgte eksperter, så man kommer godt videre i processen. En ting er at starte egen virksomhed – det er nemt nok – men at komme godt fra start og undgå de største faldgruber, er langt sværere, og det hjælper begge møder med.«

Iværksætterhuset holder startupmøde den 25. august, hvor deltagerne får de vigtigste informationer om at etablere virksomhed. Dernæst følger Startupcafe den 1. september, som zoomer dybere ind og giver iværksættere mulighed for individuel sparring inden for områder som salg, jura og finansiering.

Hvor og hvornår:

Startupmøde finder sted den 25. august, klokken 17.00 – 19.30.

Startupcafe finder sted den 1. september, klokken 18.00 – 20.00.

Begge dage i Atriet på Ballerup Rådhus.

Det er gratis at deltage.

Tilmelding er nødvendig på www.ivsh.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *