Emily skal bære fanen ved ungdoms-OL
Emilypedersen_smørum-golfklub-copy.jpg
18-årige Emily Pedersen fra Smørum Golfklub får æren af at bære fanen for det danske hold under indmarchen og åbningsceremonien ved ungdoms-Ol i Kina. Foto: Pressefoto
Golf Golfspiller Emily Pedersen fra Smørum Golfklub skal bære den danske fane ved indmarchen til Youth Olympic Games i Kina.

Når IOC’s ungdoms-OL ’Youth Olympic Games’ skydes i gang i Kina på lørdag den 16. august, bliver det med vores lokale golfstjerne Emily Pedersen i front for det danske hold.

Danmarks Idrætsforbund har nemlig udpeget Emily fra Smørum Golfklub til Danmarks fanebærer ved indmarchen og åbningsceremonien i kinesiske Nanjing.

»Emily er et kæmpe talent og en fantastisk repræsentant for det danske hold. Og så repræsenterer hun en global og prestigefyldt sport, der efter mere end 100 års fravær, er tilbage på OL-programmet. Det bliver ekstremt spændende ikke bare at følge Emilys indsats i Nanjing, men hele setuppet omkring golfturneringen i Nanjing,« siger Morten Rodtwitt, OL-chef og chef de mission i DIF.

’Jeg vil spille min chance’

Emily Pedersen selv glæder sigtil at gå i front for det danske hold:

»Det er en kæmpe ære. Det er altid sjovt at repræsentere Danmark, og jeg er sikker på, at ungdoms-OL bliver en kæmpe oplevelse, hvor man også kommer til at møde en masse andre atleter fra forskellige sportsgrene,« siger hun.

Rent sportsligt lægger den unge Smørum-pige ikke skjul på, at hun går efter at vinde:

»Det er helt klart mit mål, men nu må vi se. Jeg kender de fleste af mine europæiske konkurrenter, og jeg ved, at jeg kan spille lige op med dem. Jeg er lidt mere usikker på, hvem der dukker op fra USA og Asien, men jeg vil i hvert fald spille min chance,« siger Emily Pedersen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *