Musikscenen lukker ned efter 45 år
Kirsten-Sørensen-i-Baghuset_EF8C2235.jpg
Musikscenens leder Kirsten Sørensen har besluttet at det efter 45 år skal være slut med Musikscenen. Foto: Brian Lindberg
Afslutning Musikscenen i Baghuset har taget hul på sin sidste sæson. Til marts er det slut, men Baghuset består.

Oprindeligt hed det Temas Vise Vers Hus. Siden blev det til Musikscenen i Baghuset. Og til marts er det helt slut. Ikke med Baghuset, men med Musikscenen.

Efter 45 år har Temas og Musikscenens leder, Kirsten Sørensen, besluttet, at det skal være slut med Musikscenen.

Det betyder, at denne, den 45. sæson, er den sidste. Musikscenen i Baghuset lukker til marts med et brag af en troubarduraften med ingen ringere end Sebastian.

Er mere af nød

»Ja, det bliver den sidste sæson med Musikscenen, men ikke med Baghuset. Baghuset består,« forsikrer Kirsten Sørensen over for Ballerup Bladet:

»Det er mere af nød end af lyst, at vi lukker ned. Men det har været svært at fylde en sæson ud med udsolgte huse. Dem, der er tilbage på troubadour-scenen, ligger på en pris på omkring de 50.000 kroner, og det kan vi ikke honorere med 150 mennesker på en aften.«

Den 45. og sidste sæson blev indledt i slutningen af september med en countryaften med Ester Brohus.

Sebastian lukker

Den sidste sæsons resterende fem forestillinger er: ’Glemmer du’, Anne Dorte Michelsen Trio, ’Smæk*kys – PH i tide og utide’, Peter og Thorkil Vesth og så den store afskedskoncert 29. marts med Sebastian.

At det lige netop er Sebastian, som kommer til at afslutte epoken med Musikscenen, skyldes, at han gav to koncerter i henholdsvis 1976 og 1979, da Temas Vise Vers Hus holdt koncerter på Pederstrup Ryttergård.

»Det er lidt sørgeligt, at vi bliver nødt til at lukke, men alting har jo en ende. Konceptet med troubadourkoncerter er uddøende,« siger Kirsten Sørensen og slutter:

»Men vi fortsætter med teater i Baltoppen, og jeg vil fortsætte som formand for Musisk Samråd.«

Baghuset-Sebastian

Sebastian lukker og slukker for Musikscenen i Baghuset. Det sker 29. marts næste år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *