Til daglig deler han post ud i Ballerup, hvor han også bor, men de kommende dage vil Andreas Rasmussen i stedet indgå i den store cykelkaravane i forbindelse med Post Danmark Rundt.
For første gang er han nemlig udpeget som en af cirka 30 Post Danmark-ansatte til jobbet som frivillig under det mere end 800 km lange cykelløb.
Løbet starter 6. august i Hobro og slutter 10. august på Frederiksberg.
»Jeg forventer, at det bliver både sjovt og hårdt. Der venter rigtig meget praktisk arbejde, men jeg kan godt lide fællesskabet, og at man skal være med til at yde sit bedste sammen med andre,« fortæller det unge postbud.
Hans opgave bliver primært at være en del af den gruppe, der skal dele merchandise ud.
»Jeg har tidligere arbejdet som frivillig i en politisk forening og med oplysningsarbejde i gymnasietiden, så det ligger mig ikke så fjernt. Men det er da klart, at det her bliver noget helt andet,« siger Andreas.