To millioner til mentorordning på skolerne
Computer.jpg
Mentorer, der kan hjælpe lærerne med it i undervisningen, bliver virkelighed på Ballerups skoler i det kommende skoleår. I samarbejde med nabokommunerne Egedal og Furesø har Ballerup fået tildelt lidt over to millioner kroner fra A.P. Møller Fonden til mentorprojektet. Foto: Colourbox
Undervisning Ballerup, Egedal og Furesø Kommuner har fået to millioner kroner fra A.P. Møller Fonden til et it-mentorprojekt på folkeskolerne.

Nu bliver der ekstra hjælp at hente for lærerne på mellemtrinnet i Ballerup Kommunes folkeskoler, når de har brug for at inddrage de digitale medier i undervisningen.

Takket være A.P. Møller Fonden er der nemlig nu blevet penge til et nyt treårigt projekt, der skal forbedre brugen af it i undervisningen for både elever og lærere.

Fonden har givet tilsagn om støtte på 2.049.400 kroner til projektet, der er et samarbejde mellem kommunerne Ballerup, Egedal og Furesø.

Udvidet samarbejde

De tre kommuner har allerede et teknisk it-samarbejde, hvorfor det var naturligt også at samarbejde om at løfte it-formidlingen i skolerne. De lokale lærerforeninger har også været inddraget og takket ja til samarbejdet.

»Vi har arbejdet meget med, hvordan det et muligt at kompetenceudvikle lærerne samtidig med, at vi opkvalificerer eleverne. Svaret har vi fundet i en konstruktion, hvor vi bringer en lærer ind til at hjælpe lærere direkte i undervisningen. Jeg er glad for, at A.P. Møller Fonden også kan se potentialet i projektet og har valgt at støtte det,« siger Peter Als, formand for børne- og skoleudvalget i Ballerup Kommune.

Pengene kommer fra den milliard, som A.P. Møller Fonden har doneret til folkeskoleområdet.

Af de 181 indkomne ansøgninger i første runde, er det foreløbig kun 27 projekter, der er sluppet igennem fondens nåleøje, og her er it-mentorprojektet fra Ballerup, Egedal og Furesø Kommuner iblandt.

Mentorer på tilkald

Projektet går ud på, at et korps af mentorer skal stå til rådighed for lærerteams på folkeskolerne, sådan at når disse teams har planlagt et emne eller fagområde, som de gerne vil løfte ved hjælp af digitale medier, så kan de tilkalde en af mentor, der kan hjælpe.

Mentorerne skal være læreruddannede, erfarne og it-kyndige, og deres rolle bliver både at deltage i lærernes forberedelse, selve undervisningsforløbet med eleverne og efterfølgende evaluering.

I først omgang skal mentorordningen prøves af i indskolingen i Egedal, mellemtrinnet i Ballerup og udskolingen i Furesø.

Efter det første år tilpasses konceptet, hvorefter halvdelen af samtlige årgangsteam får tilbuddet i projektets andet år, og den anden halvdel får tilbuddet det tredje år. I alt får 78 lærerteam i de tre kommuner mulighed for at benytte mentorordningen.

Rekrutteringen af mentorerne sker fra universiteter, professionshøjskoler m.m. via et konsulentfirma, og det forventes, at de første pilotprojekter kan sættes i gang sidst på året.

Fakta: Folkeskole-milliarden

Uddeles af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal – også kendt som A.P. Møller Fonden

For at markere 100-året for fondens mangeårige formand Mærsk Mc-Kinney Møller besluttede Fonden i 2013 at donere en milliard kroner til en endnu bedre folkeskole.

Pengene skal gå til opkvalificering og efteruddannelse af lærere, pædagoger og skoleledere i den danske folkeskole samt udvikling af undervisningsmetoder.

Det er muligt at søge op til fem millioner kroner. Fonden har planlagt at uddele milliarden via cirka ti ansøgningsrunder.

I første ansøgningsrunde modtog fonden i foråret 181 ansøgninger. Her har 27 af de 181 ansøgere fået positivt tilsagn, og de kommer i alt til at modtage 52 millioner kroner.

Næste ansøgningsfrist bliver offentliggjort midt i september 2014.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *