DF er klar til valget
Dansk-Folkeparti-KV-2013-kandidater.jpg
Dansk Folkepartis kandidater til kommunalvalget 2013, bagest fra venstre: Jack Nør Christensen, Lone Madsen og Jarne Rasmussen. Forrest fra venstre: Birgitte Dahl, Pia Hoffmann Larsen og Rune Wegge.
KV13 Dansk Folkeparti stiller op med seks kandidater og syv mærkesager.

En pensionist, en efterlønner, en lagerarbejder, en jord- og betonarbejder, en selvstændig og en lægesekretær – heriblandt en lokal partiformand og to medlemmer af kommunalbestyrelsen. Det er, hvad Dansk Folkeparti stiller op med sideordnet på Liste O til kommunalvalget 19. november i år.

De to nuværende medlemmer af kommunalbestyrelsen, Birgitte Dahl og Jarne Rasmussen, genopstiller.

Kandidaterne

Dansk Folkeparti stiller op på følgende måde:

Jack Nør Christensen, 41 år, jord- og betonarbejder, vagt, konduktør og dørmand.

Lone Madsen, 52 år, uddannet teknisk assistent og selvstændig i mindre, lokal håndværkervirksomhed.

Jarne Rasmussen, 77 år, pensionist og medlem af kommunalbestyrelsen.

Birgitte Dahl, 64 år, handelsuddannet, køkkenleder på efterløn og medlem af kommunalbestyrelsen.

Pia Hoffmann Larsen, 52 år, lægesekretær.

Rune Kronborg Wegge, 38 år, lagerarbejder og formand for Dansk Folkeparti i Ballerup.

Mærkesagerne

Seks kandidater og syv mærkesager.

Mærkesagerne er: dansk madkultur, integration, sundhed og velfærd, ungdomsboliger, skolereform, ældreomsorg og erhverv.

Om dansk madkultur skriver den lokale partiforening i en pressemeddelelse:

»Vi ønsker i DF i Ballerup, at man tager hensyn til dyrevelfærd og de danske madtraditioner i alle offentlige institutioner i kommunen.«

Om integration hedder det:

»Man støtter integrationen ved at nedlægge modersmålsundervisningen fra alverdens lande og støtte danskundervisningen i skolerne.«

»Kommunen skal sørge for at undgå genindlæggelser og lange sygdomsforløb ved hurtig og effektiv kommunal indsats med tilbud om hjælp og pleje samt nødvendig genoptræning,« skriver partiet om mærkesagerne sundhed og velfærd.

Dansk Folkeparti mener desuden, at der skal bygges flere ungdomsboliger i Ballerup Kommune, at skolelederne på de kommunale skoler skal sikre, at der kommer mere reel og kvalificeret undervisning og lektiehjælp i dansk og matematik i undervisningen og i vikartimerne.

Kommunens ældre skal ifølge Dansk Folkeparti have al den hjælp, pleje og omsorg, som de har behov for, og kommunen skal sørge for større opsyn med medicineringen på institutionerne.

Om mærkesagen erhver skriver Dansk Folkeparti i pressemeddelelsen:

»Ballerup Kommune bør i højere grad vælge lokale leverandører og håndværksvirksomheder, der beskæftiger og uddanner unge i kommunen, samtidig med at man støtter op om at bevare arbejdspladserne og dermed skattepengene i kommunen.«

1 kommentar om “DF er klar til valget”

  1. Arbejdsløse bliver sat til at lave en collage, når de deltager i meningsløse arbejdsprøvningsforløb hos det private jobfirma Hans Knudsen Instituttet, HKI. Dansk Folkeparti bør arbejde for, at ingen borgere fra Ballerup henvises til den useriøse jobaktør i København.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *