Fyrværkerishow tog naboerne på sengen
bang.jpg
Tilskuerne var begejstrede, men mange beboere omkring Ballerup var alt andet end glade, da de blev vækket midt om natten af et gigantisk fyrværkerishow fra Ballerup Kræmmerfestival. Foto: Colourbox
Kræmmerfestival Kræmmerfestivalens store fyrværkerishow lørdag nat gav anledning til en del kritik fra beboere i området, der ikke var forberedt på bulder og brag. Formand for festivalen undskylder.

Klokken 00.23 natten mellem lørdag og søndag i forrige weekend kom den første vrede kommentar på Ballerup Kræmmerfestivals facebook-side:

»Det var så en virkelig ubehagelig overraskelse at kunne høre alle brag som var det ude på gaden foran vores hus – når man har et 9 mdr gammelt barn der forsøger at sove,« skrev en mor, og i minutterne efter kastede flere vrede og trætte naboer sig over tasterne med lignende kommentarer.

Fælles for dem alle var, at showet kom helt bag på dem. De var ikke forberedt på bulder og brag, men blev vækket – og holdt vågne – af fyrværkeriet fra midnat og cirka 40 minutter frem.

Formanden beklager

Det er også en uforbeholden undskyldning, vi får over telefonen af formanden for Ballerup Kræmmerfestival, Morten Løgager, da vi taler med ham ugen efter festivalen:

»Det er jeg virkelig ked af. Vi havde simpelthen ikke overvejet, hvor højt det lød. Det var meget voldsomt, det er der ingen tvivl om, og jeg kan godt forstå at folk blev sure og kede af det,« siger han til Ballerup Bladet og fortsætter:

»Vi er kede af, at vi ikke fik fortalt om fyrværkerishowet på forhånd. Men det kom først på plads i sidste øjeblik, så vi nåede slet ikke at annoncere det – kun på vores facebookside.«

Derfor glæder det også formanden – trods alt – at mange af de kritiske kommentarer handlede om netop den manglende information. For showet – det var intet mindre end forrygende, er de fleste af tilskuerne enige om.

»Wuhuu! Det fedeste show ever! Den bedste idé nogen sinde. Wow det var flot! Glæder mig allerede til næste års show. Fedt at det bare blev ved og ved, så imponerende! Er helt høj,« jublede en tilskuer på Kræmmerfestivalens facebookside i kølvandet på de kritiske kommentarer lørdag nat.

Morten Løgager er også begejstret:

»Det var usandsynlig flot. Et super show. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var helt vildt,« siger han.

Showet var gratis

Fyrværkerishowet var en DM semifinale i festfyrværkeri, hvor fire fyrværkere dystede om at lave det bedste og smukkeste show.

Konkurrencen var hård, men vinderen blev Fyrværkerishoppen, der nu skal videre til finalen, der afholdes ved Silkeborg Ildfestregatta 13. til 16. august.

»Det bliver holdt hvert fjerde år forskellige steder i landet. Det plejer at være på Bakken, men i år kunne det af en eller anden grund ikke lade sig gøre, og derfor kontaktede fyrværkerne os,« fortæller Morten Løgager.
Et stort fyrværkerishow, som semifinalen i DM i festfyrværkeri er, kræver en hel del land- og luftrum. Derfor var kræmmerfestivalen en oplagt mulighed. Men det tog rigtig lang tid at få aftalerne til at falde på plads.

I første omgang ville fyrværkerne have betaling for showet, men det ville Ballerup Kræmmerfestival ikke være med til og takkede nej.

»Men så vendte de tilbage og sagde, at så ville de gerne gøre det gratis,« fortæller Morten Løgager, der derefter fik meget travlt med at få tilladelserne på plads med kommunens beredskab.

»Vi turde ikke råbe så højt om det, før vi var sikre på, at det ville lykkes. Og den endelige tilladelse fik vi først ugen op til festivalen « siger Morten Løgager.

Og dermed nåede de altså ikke at få informationen ud til særlig mange.

Baren er lukket

Mange af tilskuerne til fyrværkerishowet fik efterfølgende en helt en anden ærgerlig overraskelse, afslører Morten Løgager i telefonen:

»Showet begyndte cirka ved midnat og varede omkring 40 minutter, så da folk kom tilbage til pladsen efter showet og troede, at de lige skulle have en sidste øl og snakke om showet, så kom de tilbage til lukkede barer,« siger Morten Løgager.

Ballerup Kræmmerfestival lukker nemlig pladsen klokken 1.00, så der var ikke andet at gøre for tilskuerne, end at tøffe hjemad mens trommehinderne faldt til ro.

»Set i bakspejlet var det både godt og skidt, for vi var faktisk også ved at løbe tør for øl,« siger Morten Løgager og fortsætter:

»Da vi lukkede pladsen søndag eftermiddag havde vi ikke én eneste ubrudt fustage på hele festivalpladsen.«

Dermed er der forhåbentlig også lagt op til et flot resultat af årets kræmmerfestival. Dog tør Morten Løgager endnu ikke sige noget endeligt om økonomien.

»Det ser fornuftigt ud. Men nu skal vi lige have samlet alle regningerne sammen og have set på det hele, før vi kan konkludere noget endeligt,« siger han.

Men det overordnede indtryk hos formanden er, at det gik rigtig godt i år, og han anslår at op mod 20.000 mennesker lagde vejen forbi Ådalen i løbet af kræmmerfestivalen.

1 kommentar om “Fyrværkerishow tog naboerne på sengen”

  1. lars sonqvist siger:

    jeg synes folk er nogle brokke hoveder , det sker en gang om året med kræmmermarked .
    Sidste år brokkede folk sig over helikopteren i år var det fyrværkeri.
    Folk er nogle pylrehoveder.
    Tag dog på ferie næste år hvis i er så sarte.
    Vi personlig synes det var et flot fyrværkeri, og så var det helt gratis (tænk på det)
    Vh. Lars

Skriv et svar til lars sonqvist Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *