En cirkelformet plads omkranset af lyseblå siddeplinte og lige i midten en kuppel belagt med tusindvis af små mosaiksten.
Fra et lille hul i toppen risler der somme tider vand ud, og gør farverne ekstra intense. Men dertil kommer hundredevis af kvadratiske mosaikfliser nedfældet i asfalten, som danner otte stråler ud fra kuplen.
Det er børn fra Rugvængets Skole, der har lavet mosaikfliserne, men under kyndig vejledning af Pernelle Maegaard, der er kunstneren bag ’Fællespladsen’.
Hun fik opgaven af bestyrelsen bag det store kvarterløft af Vængerne. De fik den åbne og imødekommende plads, de ønskede sig.
Kend din Kunst er lavet i samarbejde med Ballerup Kommunes kunstkonsulent Cai-Ulrich von Platen.