Koncert-kritik: »Det virkede amatøragtigt«
Pernille-Kristensen-copy.jpg
For Pernille Kristensen blev det en meget varm, men også ganske rystende oplevelse at gå til Backstreet Boys koncert i Superarenaen. Ikke på grund af musikken, men fordi det var stort set umuligt at opdrive noget at drikke. Foto: Lars Schmidt/Ugebladet
Væskemangel Pernille Kristensen var til torsdagens koncert med Backstreet Boys i Super Arenaen. Og hun er rystet over forholdene. Manglen på muligheder for at få noget at drikke i en svedende varm hal var rystende, mener hun.

Når der er koncert i en af de store haller, hvor de kendte navne spiller op til fest, så er det meget normalt, at der er gang i baren. Køerne kan være lange til at få noget at drikke og i mange tilfælde bliver der skænket godt ud af øl, vin og sprut.

Men ved sidste torsdags koncert med Backstreet Boys i Ballerup Super Arena var der noget helt galt. Faktisk var det så galt, at det nu har fået en af de ellers feststemte koncertgæster til at stå frem. For Pernille Kristensen var oplevelsen rystende.

Musikken var, som den nu var og hun havde egentlig en god musikoplevelse. Men alligevel tvivler hun på, om hun igen vil sætte sine ben til en koncert i superarenaen.

Gigantisk kø

»Det var en meget varm dag og der var meget, meget varmt i hallen. Så vi blev udenfor, så længe som muligt. Men da vi gik indenfor, skulle vi have noget at drikke og det var her, at det gik helt galt. Køen ved den ene bar, der var på gulvet blandt mange tusinde mennesker var ekstremt lang. På et tidspunkt gik den helt ud til midten af banen. Jeg overvejede at forlade køen, men jeg skulle have noget at drikke, det var jo rigtig varmt. Så der var ikke andre muligheder,« siger Pernille Kristensen, som ikke skulle drikke sig fuld i al det sprut og øl, man kunne få i baren, men bare skulle have vand.

Men det skulle blive værre endnu.

Smidt væk

»På et tidspunkt måtte en af dem foran mig forlade køen for at gå på toilettet, og hun opdagede, at der var en bar oppe på »første sal« ved siddepladserne. Der var kun 10 mennesker i kø, så hun skyndte sig derhen for at få noget at drikke, men fik at vide, at der kunne hun ikke købe noget. Så hun kom tilbage og fortalte om det. Vi var chokerede. Det endte med, at jeg måtte vente en time og ti minutter, og gik glip af 40 minutter af koncerten fordi jeg var nødt til at få noget at drikke,« siger Pernille Kristensen.

Hun oplevede, at en pige i køen blev dårlig, formentlig på grund af væskemangel og flere folk i køen snakkede om det.

»Det er da essentielt, at man kan få noget at drikke. Og på en så varm dag, er det endnu vigtigere. Jeg har selv stået i Parken og serveret i baren som et studiejob. Det var aldrig sket der. Det virkede ærlig talt amatøragtigt, at man kun har en bar til 7-8000 mennesker. Og så har man en »hemmelig« bar oppe på siddepladserne, hvor der stort set ingen mennesker er i køen og så bliver folk smidt væk. Det er helt skævt,« siger Pernille Kristensen, som pointerer, at selvom musikken var god nok, så er det formentlig sidste gang, hun kommer til koncert i Ballerup Super Arena.

»Med mindre de laver det om, så er det nok sidste gang, jeg er i arenaen til koncert. Det er simpelthen for farligt og amatøragtigt,« siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra projektleder Keith Lemmon fra Eventforce, der driver arrangementer i arenaen eller nogle stedfortrædere, da alle er på ferie for tiden.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *