Politi uge 29
Døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra Københavns Vestegns Politi:

Tricktyveri i Ballerup
Tirsdag aften omkring klokken 17 fik politiet en anmeldelse om et tricktyveri i Centrumgaden.
En 88-årig mand fra Ballerup fik en henvendelse fra en ukendt kvinde, som fortalte ham, at han havde tabt en 50’er. Han tog sedlen og gik videre.
På parkeringspladsen dukkede kvinden så op igen og påstod, at det var hendes pengeseddel. Den 88-årige tog så sin pung frem for at betale, men pludselig dukkede en mand op og begyndte på gebrokkent engelsk at snakke om, at det ikke var hans seddel og at de ville have »other change«. De gik fra stedet og efterfølgende opdagede manden, at hans dankort var væk.
De to tyve beskrives som henholdsvis en kvinde på 25-30 år, 160-165 centimeter høj, mellemøstlig af udseende, kraftig af bygning, brun i huden og med sort, mellemlangt hår. Hun talte dansk med accent og var iført mørkt tøj.
Manden beskrives som 40-50 år, mellemøstlig af udseende og kraftig af bygning samt brun i huden. Han havde kort hår og var iført mørkt tøj. Han talte gebrokkent engelsk.

Overfaldet på p-plads
Mandag omkring klokken 15.40 blev en 41-årig mand overfaldet på Borupvang i Ballerup.
Den 41-årige kom for skade at kigge på gerningsmanden, der blev så irriteret over det, at han tog et bat fra sin bil og gik truende hen imod den 41-årige.
Den 41-årige forsøgte så at notere registreringsnummeret ned, men blev sparket i brystet og faldt til jorden, mens voldsmanden stak af.
Han beskrives som 25-30 år, 180 cm. høj og dansk af udseende. Han var almindelig af bygning og så veltrænet ud. Han var skaldet og talte dansk. Han stak af i en mørk stationcar.

Ballerup-bedrager bag tremmer
En 34-årig mand fra Ballerup blev torsdag den 10. juli varetægtsfængslet i to uger, mistænkt for at have gennemført 13 bedragerier til omkring 150.000 kroner.
Fidusen var, at han, ifølge politiet, bestilte mobiltelefoner fra sin bopæl i Ballerup i andres navne, afhentede dem ved deres adresse og solgte dem videre uden at betale.
Politiet var på sporet et stykke tid og det lykkedes at pågribe manden, mens han var midt i en pakkelevering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *