»Ærgerligt, at nogen er kede af det, men det virker«
Skolebøger Skoleleder Mette Feldstedt beklager, hvis nogen har følt sig stødt. Hendes chef vil stramme op. Men metoden forbliver som den er.

Hos skoleleder Mette Feldstedt fra Østerhøjskolen bliver kritikken fra Rene Schmidt blandet modtaget. Hun er ked af, at han har følt dagen og afslutningen som en ydmygelse og et overgreb, men mener samtidig, at der ikke er noget at komme efter, når det drejer sig om den kontroversielle fremgangsmåde om at bytte eksamensbeviser for regninger.

»Metoden er ikke ny og det virker. Om mandagen havde vi 46, der ikke havde afleveret bøger, onsdag aften efter dimissionen var der fire elever, som ikke havde afleveret. Så det virker. Vi har talt om det her på skolen og synes, det er en god ide. Og mig bekendt var der ikke nogen af mine medarbejdere, der nævnte noget om, at der var elever, som var kede af det. Faktisk var det slet ikke noget tema,« siger Mette Feldstedt.

Bedre dialog

Hun er dog ked af kritikken.

»Vi vil da tage det til os og fremover skal der være en mere direkte dialog med forældrene, så vi fortæller om vores fremgangsmåde angående bøgerne og at forældrene skal være opmærksomme på, at eleverne får afleveret deres bøger til tiden. Det er vigtigt, at vi ikke får den slags oplevelser igen,« siger skolelederen.

Hun vil fremadrettet sørge for, at der kommer mere skriftlig information til forældrene, så de er mere med inde over, når det kommer til f.eks aflevering af bøgerne.

Hun beklager også, at der blev udstedt en regning for bøger, der tilsyneladende var afleveret.
En fodfejl

»Nu har jeg ikke haft med det at gøre og vores bibliotekar var ikke til stede, så jeg ved ikke præcis, hvad der skete. Men vi har generelt et ganske velfungerende system, der viser, hvem der har afleveret bøger og hvem som ikke har. Men det kan jo tyde på, at der er sket en fodfejl, og det beklager vi selvfølgelig. Men hvis der sker fejl, så skal man da komme til os og snakke med os om det,« siger Mette Feldstedt.

Men selvom der kommer et par beklagelser over dele af forløbet fra skolelederen, så skal man ikke forvente at se en anden fremgangsmåde ved afslutningen næste år.

»Vi har ikke nogen grund til at lave om på systemet, fordi det virker. Og vi vil faktisk rigtig gerne have vores bøger ind igen, da de er meget dyre. Så fremgangsmåden er kommet for at blive. Men vi vil selvfølgelig sikre, at forældrene ikke får en lignende oplevelse. Vi har jo ikke noget ud af, at forældre eller elever opfatter det som et overgreb. Så det er jeg naturligvis ked af,« siger Mette Feldstedt.

Strammer op

Også hos centerchefen for Institutioner og Skoler i Ballerup Kommune, Ulla Blom Kristensen, er der hængeører over episoden.

»Først og fremmest vil jeg gerne sige, at vi beklager den konkrete episode dybt. Det er en fejl, at sønnen får en regning og det efterfølgende viser sig, at bøgerne er afleveret. Det er vi rigtig kede af. Derfor har jeg også indskærpet overfor skolen, at procedurerne skal strammes op. Det skal ikke ske,« siger Ulla Blom Kristensen.

Til gengæld er der ikke så meget slinger i valsen, når det kommer til selve fremgangsmåden.

»Det er en metode, som vi har brugt og som vi aldrig har haft problemer med før. Den virker effektivt, og det er jo ikke sådan, at eleverne har 24 timer til at aflevere bøger. De får i god tid inden eksamensperioden afleveringsfristen at vide, samt at de skal aflevere deres bøger til tiden, og at de risikerer at få en regning. Og det har stor effekt. De unge mennesker kan som regel altid finde ud af at aflevere,« siger Ulla Blom Kristensen.

Hun har dog foreslået, at den folder, som eleverne får inden eksamensperioden, også lægges ud på forældreintra, så forældrene også har mulighed for at følge afleveringen til dørs.

»De fleste unge kan godt finde ud af det. Men det er da godt, at nogen forældre vil gå ind og tage et ansvar, og derfor opfordrer jeg til, at forældrene får skrivelsen også. Så er de med i processen,« siger Ulla Blom Kristensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *