Kunstgræs til Måløv
Idræt Kommunalbestyrelsen har afsat 75.000 kroner til en forundersøgelse til etablering af en kunstgræsbane i Måløv.

Idrætten skal have mere plads. Det har længe været et ønske blandt mange af kommunens idrætsklubber og derfor skal der nu opgraderes på den front.

Især i Måløv er der blandt fodboldklubberne et stort behov for en ny kunstgræsbane og nu har kommunalbestyrelsen besluttet, at der skal sættes gang i en forundersøgelse, så der kan etableres en kunstgræsbane i Måløv Idrætspark.

For at kunne give et kvalificret prisoverslag på en eventuel kunstgræsbane, skal der være styr på lysforhold, såvel som jord- og drænforhold.

Prisen på en forundersøgelse er 75.000 kroner, og selvom mange klubber rundt om i kommunen ønsker en ny græsbane, så var der enighed om blandt politikerne, at det var Måløv, der havde størst behov. Ved at placere den i Måløv var kommunen bedst geografisk dækket ind.

»Der har længe været et ønske om at få etableret græsbanerne, men kommunens økonomi har ikke været til det de seneste år. Men nu ser det forhåbentlig bedre ud, så derfor er vi klar til at gå i gang med denne forundersøgelse, der skal afdække jord- og drænforhold. Og ikke mindst så vi kan finde ud af, hvordan lysforholdene skal være,« siger Tom Nielsen (A).

Pengene til forundersøgelsen finansieres fra midlerne i rådighedsbeløbet i projekt »fortsat udbygning af idrætsanlæg«.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *