Sophie Walløe er født med hoftedysplasi og er derfor netop klassificeret ind som para-spiller, og med kun ét internationalt para-bordtennisstævne i bagagen var det svært at sige noget om, hvor langt talentet kunne række ved EM.
Men Sophie gik uimponeret og fokuseret til opgaven ved EM og nåede efter sejr i kvartfinalen på 11-4, 11-6 og 11-9 over franske Audrey Le Morvan til semifinalen, hvor Umran Ertis fra Tyrkiet ventede.
Her spillede Sophie en meget tæt kamp mod Tyrkiets nummer 1. I første sæt bølgede spillet frem og tilbage, og Sophie spillede sig frem til sætbold ved 10-9. Desværre kom Ertis igen og vandt til sidst sættet 13-11.
I andet sæt kom Sophie flot tilbage fra at være bagud 7-3 og vandt efter stærkt spil sættet 11-8. I tredje sæt får tyrkeren igen fat og vinder 11-6, og i et meget tæt fjerde sæt var Sophie meget tæt på at tvinge kampen ud i fem sæt, da hun havde sætbold ved 10-9. Det lykkedes desværre ikke for Sophie, der tabte sætbolden og sættet med 13-11.
Sophie Walløe var, trods den flotte præstation, skuffet efter det knebne nederlag:
»Jeg havde mulighederne i semifinalen, men udnytter dem ikke, og derfor taber jeg desværre.«
Trods finalenederlaget betyder pladsen i semifinalen, at Sophie kan rejse fra EM med en flot bronzemedalje – en meget lovende start på parabordtennis-karrieren for det unge talent.
Landstræner Henrik ’Lunder’ Espersen var da også særdeles tilfreds med sin yngste deltager:
»Sophie spillede op til sit højeste niveau og var meget tæt på vinde semifinalen med to sætbolde, der kunne have vendt kampen. Sophie havde slået Ertis i den indledende puljekamp, og det var marginaler, der blev afgørende – med lidt mere held havde hun vundet og spillet sig i finalen,« lød hans vurdering.