Nu kommer der bump på Kratvej
Bjarne-Rasmussen-Kratvej-Måløv-21.jpg
Bjarne Rasmussen (A) stod i november sidste år frem her i avisen for at råbe resten af kommunalbetyrelsens medlemmer op i forhold til trafikken på Kratvej. Nu sker der noget. Foto: Arkivfoto
Trafik Kommunalbestyrelsen har godkendt en anlægsbevilling på 70.000 kroner til etablering af to bump på Kratvej i Måløv.

Efter flere års utryghed i trafikken på Kratvej i Måløv, er der nu langt om længe kommet konkrete tiltag på bordet, der forhåbentlig kan forbedre forholdene.

Mange borgere har her i avisen fortalt om deres oplevelser i forhold til trafikken på og omkring Kratvej i Måløv. De har især forsøgt at gøre politikerne opmærksomme på problemer omkring afsætning af elever til Måløv Skole ved kirken om morgenen samt uoverskueligheden ved ’’buslommen’’ ved kirken. Derudover har de også været kede af, at Kratvej bliver brugt som gennemkørselsvej – ofte af bilister med lidt for tunge speederfødder.

I maj holdt kommunen borgermøde omkring Kratvej og her kom mange spændende løsningsforslag på banen. Nu er første del af trafiksaneringen faldet på plads, efter at kommunalbestyrelsen på sit seneste møde godkendte en anlægsbevilling på 70.000 kroner til etablering af to bump og en udvidelse af den eksisterende hastighedsbegrænsning på 45 kilometer i timen.

Tryg skolevej

Èn af forkæmperne for trafiksaneringen af Kratvej er kommunalbestyrelsesmedlem Bjarne Rasmussen (A), der selv bor i området, har to skolebørn og sidder i skolebestyrelsen på Måløv Skole.

Han har flere gange her i avisen råbt op om problemerne på Kratvej. Derfor er han også meget tilfreds med, at der nu endelig sker noget.

»Sikre skoleveje er vigtigt for alle, så disse første tiltag, samt yderligere undersøgelser, skal føre til en mere tryg skolevej for vores yngste medtrafikanter i Måløv,« siger han til Ballerup Bladet.

Han håber at bumpene både vil sænke bilisternes fart og reducere lysten til at bruge Kratvej som gennemkørselsvej til Frederikssundsvej.

»Det er vigtigt, at få ledt den gennemkørende trafik ud til Frederikssundsvej og Måløv Parkvej, så de trafikanter ikke belaster skolevejen Kratvej mere end højst nødvendigt,« siger han.

Bumpene og hastighedsbegrænsningen er blot første etape af trafiksaneringen på Kratvej. Yderligere undersøgelser skal klarlægge, om det vil være muligt at lave cykelstier samt et lyssignal ved buslommen ved kirken.

 

3 kommentarer om “Nu kommer der bump på Kratvej”

  1. Martin Edens siger:

    Det er da en dejlig nyhed med ekstra fartbump på Kratvej. Men det fremgår ikke klart hvordan dette vil hjælpe med problematikken omkring afsætningsforhold ved Måløv skole, som jo var den primære anke i de indlæg fra Bjarne Rasmussen.

  2. Karsten Kriegel siger:

    Det hjælper det ikke på. Dette er en lappeløsning. Men det skal jo helst se ud som om, at kommunen er handlekraftig og løser problemerne.

  3. lillieholm siger:

    Har boet op til kratvej i 25 år, har i den tid kun set politiet 1 gang lave en fartmåling, havde de været langt mere tilstedeværende døgnet rundt – ville de have snuppet adskillige fartgale bilister, herunder busserne der er mindst ligeså lemfældige i deres kørsel, men godt der endelig lyttes til medborgere i området – husk blot det ikke kun er i skole tiden de fartgale kører stærkt, så bump er et godt første tiltag, men så tag samtidigt og fjern de to indsnævringer – de giver konstant farlige situationer, mange bilister kender ikke reglerne for disse…..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *