Grantoften skal gøres lækker for millioner
Grantoften.jpg
Grantoften står foran en stor og gennemgribende renovering, der begynder efter sommerferien og skal vare i omkring to år. Det betyder blandt andet nyt tag, nye facader og nye vinduer samt en masse andet. Foto: Arkivfoto
Renovering Højhusene skal opdateres og renoveres for knap 300 millioner kroner. Arbejdet begynder efter sommerferien.

En af de store almennyttige boligafdelinger i Ballerup, Grantoften, står nu foran en stor og gennemgribende renovering.

Ballerup Almennyttige Boligselskab har netop fået godkendt en renoveringsansøgning i kommunalbestyrelsen, hvilket betyder, at der formentlig går en storstilet renovering til knap 300 millioner kroner i gang i august måned.

Det kræver dog endelig godkendelse fra Landsbyggefonden (LBF), der skal skyde de fleste penge i projektet.

Projektet omfatter udskiftning af facader, tag samt vinduer. Ventilationsanlægget skal udskiftes og der skal etableres solceller på taget. LBF har givet tilsagn om støtte til en del af det store arbejde og det gives som delvis betaling af ydelsen på de lån, der optages for at finansiere arbejdet.

Fonden giver desuden en regaranti for den kommunale garanti for lånene. Ballerup Kommune yder et lån på 500.000 kroner til projektet.

Beslutningen om projektet glæder i kommunalbestyrelsen.

Huslejestigninger

»Vi indstiller til LBF, at vi kan gå i gang med renoveringen. Og det er godt, at vi kan sætte det i gang. Vi ved jo, at det vil give lidt huslejestigninger og så oplever vi ofte, at folk flytter. Men ikke i Grantoften. Fraflytningsprocenten er lavere end i mange år, selvom folk ved, at der kommer renovering og huslejestigninger. Så det glæder mig,« siger Jan Møller (A).

Og han får opbakning fra Venstre, der ellers ikke er vilde med at bruge flere penge på almennyttige boliger.

»Vi synes jo ikke, at vi skal bruge flere penge på almenyttige boliger, da vi i forvejen har rigtig mange. Men de boliger vi så har, skal naturligvis holdes moderne og vedligeholdes, så derfor støtter vi selvfølgelig projektet,« siger Kåre Harder Olesen (V).

Udover de nævnte forbedringer vil der også komme en forbedring af udearealerne, der renoveres og der skal laves bedre belysning.

I gang i to år

Renoveringen kommer i alt til at koste godt 293 millioner kroner og det betyder, at huslejerne stiger med maksimum 14,9 procent.

Boligerne i højhusene får den største huslejestigning på omkring 100 kroner pr. kvadratmeter, da renoveringen i de fleste tilfælde er direkte forbedringer til beboerne.

Rækkehusene får en mindre huslejestigning på omkring 70 kroner pr. kvadratmeter, mens beboerne i Platanbuen friholdes for huslejestigninger, da de i forvejen betaler en høj husleje.

Hvis LBF endeligt godkender renoveringsprojektet, så kan arbejdet altså gå i gang i august måned og skal vare i cirka to år.

Faktaboks: Huslejestigninger

Eksempler på månedlig husleje

46 m2, Baltorpvej, højhuse: Nuværende leje 2.886 kr. Efter renovering: 3.281 kr. (stigning: 395 kr.)

77 m2, Baltorpvej, højhuse: Nuværende leje: 4.693 kr. Efter renovering: 5.334 kr. (stigning: 641 kr.)

93 m2, Baltorpvej, højhuse: Nuværende leje: 5797 kr. Efter renovering: 6.590 kr. (stigning: 793 kr.)

110 m2, Baltorpvej, højhuse: Nuværende leje: 6.449 kr. Efter renovering: 7330 kr. (stigning: 881 kr.)

123 m2, Baltorpvej, højhuse: Nuværende leje 7.067 kr. Efter renovering: 8.032 kr. (stigning: 965 kr.)

100 m2, Grantofteparken, rækkehuse: Nuværende leje: 7.399 kr. Efter renovering: 7.986 kr. (stigning: 587 kr.)

3 kommentarer om “Grantoften skal gøres lækker for millioner”

  1. betina siger:

    Hold da op hvor kan jeg godt lide at der står folk ik flytter jamen alså folk flytter og det bliver alt for dyrt at bo her..!!! Vi bor i rækkehus for over 8000 og har da ik råd til at stige 70 pr kvm !!!
    Syndes det bliver en dyr ting for os som bor her så dårligt glæder mig ik til det for vi er osse en af dem der nok må flytte tak for ingen ting!!!

  2. Linda siger:

    Jeg er osse nød til at flytte! Hvor fanden skulle jeg skaffe 800kr fra om måneden, når jeg ligepludselig får en husleje på over 7000 og har en indtægt på 10500. Lyder ikke af meget, men det er til at tude over!

  3. Helle Minerth siger:

    Jeg forestår heller ikke regnestykket. Jeg bor i blok 3 og får en huslejestigning på ca. kr. 760,00 pr. måned.
    Jeg betaler kr. 497,00 i a conto varme pr. måned og som får som regel penge retur, da jeg åbenbart bruger mindre end jeg betaler for.
    Jeg skal altså betale mere i husleje for at få mere retur i varmeudgifter. Og jer der bor i rækkehusene skal bare betale!
    Gid nogen kunne forklare mig fidusen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *