Charlotte Holtermanns sankthanstale
sankthans-egebjerg1.jpg
Bål i Egebjerg Foto: Privatfoto
Tale Kommunalbestyrelsesmedlem Charlotte Holtermann (A) var årets taler ved sankthansaften i Egebjerg. Vi har fået lov at bringe hendes tale i fuld længde her:

Godaften Egebjerg. Hvor er det dejligt at se så mange fremmødte til Sankt Hans-festen her i vores del af Ballerup.

For ca. halvanden måned siden fik jeg en opringning med tilbuddet om at holde båltalen her på festpladsen i aften. Jeg blev både meget overrasket, rigtig glad og også lidt skræmt, for tanken om at stå foran alle jer Egebjergborgere, hvoraf jeg kender rigtig mange, fik et kort øjeblik min mave til at vende sig af nervøsitet.

Jeg var dog aldrig i tvivl: Selvfølgelig skulle jeg takke ja, for SKAL jeg holde en båltale, skal det naturligvis være her i Egebjerg, hvor jeg bor, hvor mit barn går i skole, hvor jeg har min hverdag, og hvor jeg hører til. Derfor står jeg her i dag og holder min første Sankt Hans tale nogensinde til jer.

sankthans-egebjerg5

Denne aften, d. 23. juni, varsler hvert år sommerens komme for os alle sammen med ferie, lyse nætter og forhåbentlig masser af solskinstimer forude. Sommeren er den tid på året, hvor der er store forventninger til at få slappet af, at få hygget, at få tid til børnene, familien og vennerne, at få tid til den spændende bog, der alt for lang tid har ligget og samlet støv på natbordet. Kort sagt: at få tid til alle de ting, man ellers ikke lige har fået nået i dagligdagen.

Når jeg tænker på sommeren her i Egebjerg, forbinder jeg den med grillduft fra haverne og altanerne, børnenes leg i gaderne og i de grønne områder, vores svanepar, der sammen med ungerne hviler sig midt på Egebjerg Bygade, folk der udstråler ro og afslappethed, lyse nætter med gåture i området omkring Tårnsøen og Teglværkssøen og masser af sol over vores bydel.

Egebjerg er i sandhed lidt af et smørhul at bo i, og vi har grund til at være glade for den bydel, hvor vi bor, for andre steder i kommunen kæmper de med banderelateret kriminalitet og utilpassede unge, der forstyrrer i gadebilledet og gør folk utrygge. Det er vi endnu forskånet for her i Egebjerg, men det er dog alligevel ikke mere end nogle få år siden, at der i vores bydel foregik et mindre salg af hash fra én bestemt bolig. Nogle opmærksomme borgere slog alarm og med hjælp fra politiet, det lokale SSP-arbejde og en generel borgerinddragelse blev salget stoppet, før det for alvor udviklede sig til et regulært problem. Det vil jeg gerne tage hatten af for, og disse borgeres opmærksomhed og hurtige agéren indgyder respekt.

Vi kan alle sammen være med til at gøre Egebjerg til et trygt og rart sted at bo ved at holde øjnene åbne og være opmærksomme i dagligdagen. Vi skal ikke være så bange for at tage affære eller at gribe ind ved adfærd, der gør os utrygge eller handlinger, der støder os. Hvis vi lader stå til og ikke gør noget, bliver det aldrig bedre.

Selvfølgelig skal vi da bede den højtråbende nabo om at dæmpe sig lidt! Selvfølgelig bør vi da sige til ham fartbøllen på knallerten, at farten skal ned! Selvfølgelig må vi da godt bede hundeejeren om at fjerne den brune klat efter sin firbenede ven! Og selvfølgelig skal vi da holde øje med indbrudstyve hos naboen, når han er på ferie!

Hvis vi alle sammen tager affære, får vi et stærkt fællesskab her i Egebjerg. Og det er i dette fællesskab, at vi finder sammenholdet, styrken og det tilhørsforhold, der kendetegner vores område.

sankthans-egebjerg2

Et andet fællesskab, som gør en kæmpe indsats for Egebjerg, og som jeg gerne vil bruge lidt tid på at nævne her i aften, er Fællesvirket, som i år kan fejre sit 20 års jubilæum og dermed for 20. gang står bag dette Sankt Hans arrangement.

Fællesvirket repræsenterer alle boligforeningerne i området og er således Egebjergs stemme udadtil. Jeg ved, at Fællesvirket lige nu arbejder på at få forbedret forholdene omkring trafikken i bydelen med ekstra fokus på den kommende skolesammenlægning og deraf en del mere trafik ind og ud af Egebjerg.

Jeg ved også, at der netop er gjort et tiltag for at dæmme op for den ulovlige og uhensigtsmæssige parkering rundt omkring i vores bydel, som i dagligdagen er til stor gene for mange beboere i området. Derudover har Fællesvirket været dybt engageret i arbejdsprocessen frem mod vedtagelsen af den nye lokalplan for Egebjerg.

Dette engagement i lokalplanen har gjort, at Fællesvirket fremover får høringsret, hvis der skal dispenseres i sager, der vedrører bydelen, ligesom Fællesvirket også har fået igennem, at der altid skal være kunst på Buepladsen. I øjeblikket står kunstneren Césars hovedløse, nøgne og lidt frodige dame på pladsen, og fra mit vindue har jeg hver dag fri udsigt til hende. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal elske eller hade hende, og jeg tror ikke, at jeg er alene om den holdning. Faktum er, at efter 15 år på sin vante plads er det nu ved at være tid til at sige farvel til denne debatskabende statue.

For at pladsen ikke skal efterlades tom har Fællesvirket derfor, sammen med kommunen, etableret et samarbejde med billedhuggerskolen om, at de studerende, med jævne mellemrum fremover, leverer nye kunstværker til pladsen og dermed bruger området som en alternativ udstillingsplatform. Dette spændende samarbejde vil i længden være med til at sætte Egebjerg på landkortet som et spændende, anderledes og kreativt sted at leve og bo.

sankthans-egebjerg3

Og ja, det skal være spændende og anderledes at bo i Egebjerg, men der skal også være PLADS til at bo her, også hvis du er en stor børnefamilie eller en sammenbragt familie med flere børn. Der er ikke så mange store almene boliger her i bykvarteret, og det er lidt et problem. De, der er, bliver sjældent ledige, og det resulterer i, at børnefamilier, som ellers ikke har lyst til det, ser sig nødsaget til at flytte væk fra området. Det kan vi ikke tåle, for vi har brug for disse børnefamilier i Egebjerg til at fylde vores vuggestuer, børnehaver og skole op, så vi bevarer arbejdspladserne og normeringerne.

Derfor hilser jeg tilføjelserne i lokalplanen om større boliger velkomne. Vi har brug for nogle flere kvadratmeter, så familier med dine, mine og vores børn også kan fortsætte deres liv her i kvarteret. Og ud over at bygge nyt burde vi måske også prikke lidt til boligselskaberne i forhold til de allerede eksisterende lejeboliger, for måske kunne det lade sig gøre at lægge to lejligheder sammen til én for at opnå de ønskede kvadratmeter.

Nu har jeg allerede nævnt lokalplanen et par gange g er dermed ved at åbne op for lidt af en heksekedel. Men det er vel heller ikke af vejen netop i dag, hvor der i Holger Drachmanns ”Midsommervise” jo netop bliver sunget de kendte ord: ”Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde”.

Jeg er én af de mange politikere i kommunalbestyrelsen, der har været med til at vedtage den nye lokalplan for Egebjerg. I må gerne synes, jeg er denne bys heks og dette sogns trold, når jeg siger, at jeg er tilfreds med udfaldet og faktisk synes, at vi er landet på et rigtig godt kompromis i forhold til de indkomne forslag i høringsperioden.

Jeg har gennemlæst hver en indsigelse og hvert et forslag, som er sendt fra borgerne her i Egebjerg, og jeg kan sagtens se alle de mange gode argumenter for, hvorfor man har syntes, at der skulle åbnes op for mere frihed i forhold til egen bolig og generelt har ønsket færre restriktioner i bl.a. farve- og materialevalget på bygningerne samt meget andet.

Jeg ved, at nogle af ønskerne er imødekommet, og jeg ved, at andre ønsker er blevet afvist med store frustrationer til følge. Når så mange interessenter er engagerede og involverede, vil der altid være uenighed omkring udfaldet.

I gamle dage kunne man komme grueligt galt af sted ved disse uenigheder, og jeg er bare glad for, at det ikke længere er muligt at brænde kvinder på bålet, for så var det måske mig, der stod bundet på den stak pinde med retning mod Bloksbjerg!

sankthans-egebjerg4

Nu er det jo ikke Bloksbjerg, jeg bor i, men Egebjerg, og det er jeg utrolig glad for, for her har jeg stort set alt, hvad jeg har behov for i min dagligdag. Jeg må dog indrømme, at jeg savner nogle butikker, noget byliv! I den oprindelige plan for bykvarteret helt tilbage fra 1989 havde man meget høje forventninger til, at butikker som bl.a. en cykelhandler, kørelærer, optiker, frisør, bager og grønthandler let kunne gå i Egebjerg. Tiden har dog vist sig at være en anden, og vi ved bedre.

I dag har vi en Netto, en købmand, en frisør og et pizzaria. Adskillige bagerforretninger har prøvet lykken de sidste mange år, men har alle fulgt den samme slagne vej efter kort tid, solcentret gik nedenom og hjem, Fru Sølvsten prøvede at klare sig ved at rykke til en mindre butik med lavere husleje, men måtte til sidst give op og lukke helt.

Jeg kan godt forstå det, for i de år, hvor disse forretninger lå i Bygaden har jeg vel besøgt dem 2-3 gange. Det er ikke af ond vilje eller fordi, jeg ikke brød mig om butikkerne. Jeg valgte bare noget andet et større sted. Jeg er derfor en del af problemet og kan vel næppe tillade mig at stå her og brokke mig over et manglende byliv, når jeg ikke har været med til at støtte det nok.

Igen kan vi alle hjælpe til ved AKTIVT at støtte det lokale handelsliv. Vælg Netto her i Egebjerg frem for en anden Netto, du passerer på vej hjem fra dit arbejde, køb din lottokupon hos Egebjergkiosken, få farvet dit hår hos Marianne og Pia i Salon Chagall og køb din Pizza hos Le Fiesta i stedet for i et af de utallige andre pizzariaer, der findes. Ved at støtte lokalt kan vi holde på den smule handel vi har tilbage i bykvarteret. Og så må vi jo begynde at prikke lidt til interessante butiksejere, som kunne se muligheder i vores område og fylde de tomme butikslokaler ud, så handelslivet vender tilbage til Egebjerg.

Holger Drachmann skrev i sin berømte Midsommervise: ”Men den skønneste krans bliver dog din Sankte Hans. Den er bundet af sommerens hjerter, så varme så glade”. Kransen var i gamle dage et symbol på belønning, hyldest eller evighed. Lad os hylde denne aften og de traditioner vi lige nu er i fuld gang med at gennemføre. Og lad os med glade og varme hjerter gå sommeren i møde. Med disse ord vil jeg ønske jer alle en rigtig god Sankt Hans og en fantastisk sommer i Egebjerg.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

1 kommentar om “Charlotte Holtermanns sankthanstale”

  1. Jørgen Flyr siger:

    Talen handler smukt om at styrke nærmiljøet, men intet om skolens vigtig betydning for nærmiljøet.

    Men ikke et ord om, at A-holdet vil lave Egebjergsskolen om til en fabrik med udvidelse af skoledistriktet med bla. Højagerskolen. Heller ikke noget om at lærere og elever efter ferien skal være længere tid på skolen, og hvad det indebærer mht. undervisningen, forberedelse og lektier, fritidsliv eller om hvor mange timer eleverne mangler at indhente efter sidste års lockout af lærerne?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *