Gratis IT-hjælp til ældre
Seniorsurf-2013-pressebillede-copy.jpg
Ballerup Bibliotek holder Seniorsurfdag onsdag den 9. oktober, hvor ældre kan få hjælp til internettet.
Internettet Onsdag den 9. oktober er Seniorsurfdag og Ballerup Bibliotek holder åbent hus fra klokken 10 til 15.

Ældre, som ikke før har prøvet internettet, får chancen for at udforske mulighederne på en sjov og tryg måde. Du er velkommen til at tage en ven eller bekendt med, så I i fællesskab kan se de mange muligheder.

Mange går i banken på internettet, planlægger ferie på nettet, dyrker hobby og holder kontakten til familie og venner på nettet. For de fleste danskere er internettet og brugen af computer en selvfølge, men der er også mennesker, for hvem computeren er fremmed og internettet en uoverskuelig størrelse.

Erfaringerne viser, at når man først bliver bidt af internettet, så får man hurtigt mod på mere. Seniorsurf-dagen har til formål at give endnu flere chancen for at se mulighederne med it. Det digitale samfund skal være for alle.

Dagens program er følgende: Klokken 10.15: Intro til NemID. Klokken 10.30 Intro til Digitalpost. Klokken 11.00: Visning af Ballerup Biblioteks hjemmeside. Klokken 11.30: Seniorsurf-guzzien og tid til individuelle spørgsmål. Programmet gentages klokken 13.

Allerede fra tirsdag den 8. oktober sidder Anette Maischnack og Susanne Boesen klar til at hjælpe dig med at få oprettet en NemID. Så kom gerne og få denne hjælp mellem klokken 10 og 15.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *