Ville leve: »Gu’ skulle jeg ej dø!«
Bodil-Skifter-kræft-2.jpg
Den i dag 59-årige Bodil Skifter mistede sit arbejde, fordi hun ikke kunne arbejde, mens hun var i behandling. Foto: Lars Schmidt
Kræft Mød Bodil Skifter, der som 57-årig fik diagnosen brystkræft i aggressiv form. Hun er nu fri for kræft, men nogle alvorlige erfaringer rigere.

Det første, hun taler om, den i dag 59-årige Bodil Skifter, er, at Charlotte Bircow vist har skønmalet det at være kræftsyg i et alt for rosenrødt skær.

For Bodil Skifters proces med diagnose, operation og behandling for brystkræft har været en skrap omgang.

Hun er dybt taknemmlig for, at hun er i live i dag, men de råd, som hun i dag i Ballerup Bladet deler ud af, havde hun ønsket, at hun selv havde fået.

For ikke nok med, at hun på stejl trods kæmpede sig igennem sygdom og behandling, nej, hun skulle også have haft overskud til at håndtere en arbejdsplads og en ledelse, som ikke var så forstående, som man kunne ønske sig det i en svær og livstruende situation.

Bodil Skifter er i dag kræftfri. Og uden arbejde. Behandling og tilbagefald kunne ikke kombineres med arbejdspladsens krav.

En skrap omgang

Hun fik diagnosen brystkræft i aggressiv form den 2. marts 2011.

»Det føltes som et slag i ansigtet. Jeg blev helt blank, græd lidt. Jeg fik at vide, at jeg skulle have kemo før en operation – for at se, om jeg tog imod kemoen. Det gjorde jeg heldigvis,« fortæller hun:

»Men det var en skrap omgang. Samtidig blev jeg opereret og fik strålebehandling. Det var lidt det hele på én gang. Mit behandlingsforløb sluttede 21. juni 2012 – dagen efter min sidste arbejdsdag.«

Havde noget at leve for

Bodil Skifter fortæller, at hun kom igennem forløbet, fordi hun virkelig følte, at hun havde noget at leve for:

»Gu’ skulle jeg ej dø! Jeg har to børnebørn, og dem vil jeg gerne se vokse op. Det var det, der holdt mig oppe,« siger hun.

Hun er i dag ikke helt på toppen. Men godt på vej:

»Jeg har nogle såkaldt sen-følger: snurren i hænder, manglende følelse i fingrene og under fødderne. Og jeg bliver hurtigt træt. Men jeg kommer tilbage. Jeg er på vej,« lyder den optimistiske melding.

Ikke stor forståelse

Bodil Skifter, der er pædagog, er den dag i dag dog ked af, at hendes arbejdsplads fyldte alt for meget, mens hendes behandlingsforløb stod på.

»Jeg kunne simpelthen ikke arbejde, mens jeg var i behandling. Alligevel blev jeg indkaldt til mange møder – flere end andre. Jeg blev desværre ikke vist den store forståelse, selv om jeg ikke havde særlig mange sygedage. Jeg brugte en feriedag om ugen på at gå ned i tid,« fortæller hun:

»Jeg var svækket og tænkte måske ikke helt klart. Jeg skulle helt klart have involveret min fagforening noget mere og direkte krævet, at den støttede mig aktivt. For det gjorde den ikke.«

»Og skulle jeg gøre noget mere om, så var jeg ikke gået med til så mange af de urimelige ting, min arbejdsplads bød mig. Men jeg var jo bange for at miste mit job, og det skal man ikke være.«

Et helt væsentligt og godt råd er, at man skal lytte til sig selv:

»Ja, man skal tænke på sig selv først og fremmest og ikke stresse over de ting, arbejdspladsen dikterer. Ja, det kan godt være, at man mister sit arbejde, men det skal man ikke tage sig af, for det fylder alt for meget,« siger Bodil Skifter:

»Man skal lytte til sig selv og tage imod så mange af de tilbud, man magter at tage imod.«

Selv har hun været meget glad for den café, som den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse har.

»Og kurset ’Kom til Kræfter’ ska have masser af ros. Det har virkelig været godt,« slutter hun.

 


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *