Lær musik med mobilen
sammenspil-3.jpg
Ken Dolva på trommerne underviser i musik og har udviklet et musikhæfte, hvor sammenspil kan læres ved hjælp af QR-koder. Og det virker. Foto: Privatfoto
Læring Musik skal gøres meget lettere at lære med ny bog af lokal musiklærer.

De fleste har prøvet at være med til en musiktime, hvor 25 forskellige elever med vidt forskellige indgange til musik, skal spille et stykke musik sammen.

Nogen er meget musikalske, andre har ikke en tone i livet og det kan ende ganske kaotisk, hvor den stakkels musiklærer skal forsøge at lære alle elever et eller andet instrument. Ofte uden eller med utilfredsstillende resultat.

Det skal der laves om på, og derfor har den lokale musiklærer Ken Dolva fra Thomasskolen i Skovlunde og musiklærer på Lærkeskolen i Stenløse, Peter Mikkelsen, skrevet bogen »Sammenspil med QR-koder«.

Meningen med bogen er, at gøre det lidt lettere for eleverner at lære at spille og at gøre det lidt lettere for læreren at gøre musikken tilgængelig for alle.

Se musikken

Bogen indeholder kun fire numre, til gengæld kan man både se teksterne, noderne og så en række QR-koder, der giver adgang til videoer, hvor man kan se de enkelte instrumenter i aktion og hvordan man spiller numrene. Når man så vil undervise i f.eks nummeret «endeløs«, så kan man scanne koderne med sin mobiltelefon og ad den vej lære hvordan man spiller trommerne, guitaren osv.

»Det hele begyndte med, at jeg var på et kursus i januar sidste år i smartphones og tablets, med fokus på musik. Men da kurset var slut sad Peter og jeg og nørdede videre og fandt ud af, at det kunne være smart at vise musikken i stedet for bare at undervise og fortælle om den. Derfor gik vi videre med ideen og forlaget synes, at tanken om at have en slags »interaktiv bog« var en fremragende ide,« siger Ken Dolva, som i sit arbejde som musiklærer på Thomasskolen netop arbejder meget med at lære eleverne at spille sammen.

»Det handler om at visualisere musikken og tage presset fra læreren. Det beyder, at eleverne lytter til musikken og det bliver langt mere intuitivt. De lærer musik som musikere lærer den, ved at efterlytte sangene,« siger Ken Dolva.

Numre med X-factor

Han fortæller, at det samtidig vil gøre det lettere for lærerene at undervise og fange eleverne, selv dem, som måske bare skal stå i hjørnet og ryste med en caracas.

»Vi har valgt numre, som er oppe i tiden og har lidt X-factor. Men der er jo kun fire numre i bogen, og 40 QR-koder og dermed videoer, så der er plads til mange nye bøger af samme slags. Så vi arbejder videre på flere. Vi har numre, der både kan spilles af elever i 4. klasse og af gymnasieelever, så der er alle sværhedsgrader,« fortæller Ken Dolva.

Det virker

Netop fordi der er så forskellige numre, appellerer bogen også til alt fra folkeskoler, efterskoler og gymnasier og Ken Dolva kan allerede konstatere, at bogen rent faktisk virker på hans egne elever.

»Jeg kan mærke, at de har fået mere ud af undervisningen og at de synes det er sjovt. Og læreren går fra at have den der »tankpasser-rolle« hvor man skal proppe lærdom ned i hovedet på elever, der måske slet ikke forstår det, til at være en konsulent eller facilitator, som hjælper og støtter. Læringen foregår på en helt anden måde, og det er den pædagogiske baggrund for bogen,« siger Ken Dolva, der håber at gøre musikken lidt sjovere at lære for alle – både de musikalske og dem, som ikke har musikken i blodet.
Sammenspil-1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *