Daniel blev første handelsstudent
hhx-student1-1.jpg
Ballerups første handelsstudent blev 20-årige Daniel Usbeck, der fik et flot syvtal i dansk. Foto: Privatfoto
Huer 20-årige Daniel Usbeck fik her til morgen som den første erobret studenterhuen på Handelsgymnasiet i Ballerup.

Der var store smil og lykønskninger fra familien og kæresten, da 20-årige Daniel Usbeck afsluttede sin sidste eksamen på CPH West, Handelsgymnasiet i Ballerup torsdag morgen.

Mundtlig dansk skulle klares, og selvom den unge gymnasieelev normalt er mest glad for de handelsorienterede fag, så bestod han med et flot syvtal i karakter.

hhx-student1-(2)

»Jeg er rigtig tilfreds med karakteren. Mine to sidste mundtlige eksamener har været i dansk og historie, så det har ikke ligefrem været yndlingsfagene, jeg har været oppe i. Jeg er mere til handelsfag som virksomhedsøkonomi og afsætning. Det er jo også derfor jeg har valgt at gå på et handelsgymnasium,« lyder det fra den tilfredse student, som får rig lejlighed til at dyrke sin interesse for tal og handel efter sommerferien.

Her starter han nemlig som økonomielev på Computer Citys hovedkontor i Glostrup. Mens flere af Daniels skolekammerater vælger at læse på videregående uddannelser, så vil han nemlig hellere hurtigt ud på arbejdsmarkedet.

»Jeg er nok ved at være lidt skoletræt, så for mig er en elevplads det rigtige. Jeg glæder mig til at komme i gang med karrieren og selvfølgelig også til at tjene nogle gode penge. På sigt kunne jeg godt tænke mig at blive leder. Det ville ikke være dårligt at blive økonomichef en dag«, siger Daniel iført den hvide hue med det blå bånd, som er beviset på, at han nu kan kalde sig handelsstudent.

Over 130 bliver i år studenter på Handelsgymnasiet i Ballerup, og lørdag den 28. juni er der translokation og efterfølgende vogntur rundt i Ballerup og omegn.

hhx-student1-(5)Daniel Usbeck sammen med rektor Dorthe Heide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *