Politi uge 24
Døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra Københavns Vestegns Politi:

Skraldespandsbrand i Ballerup
Mandag den 9. juni klokken 01.54 fik politiet en anmeldelse om, at der var ild i en skraldespand på Malmparken S-togsstation.
Ilden havde smeltet skraldespanden og spredt sig til et plankeværk. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden og der skete udelukkende materiel skade. Brandårsagen er endnu ukendt, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Kagetyv anholdt i Måløv
Onsdag den 11. juni klokken 11.50 anmeldte personale fra et supermarked på Måløv Hovedgade, at de tilbageholdt en butikstyv.
En ansat havde set tyven – en 38-årig mand fra Gentofte – gemme syv hindbærsnitter i et indkøbsnet og dernæst forsøge at forlade butikken uden at betale. Den gik dog ikke og han blev sigtet for butikstyveri. Han erkender, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Otteårig mødte blotter i Byparken
Onsdag den 11. juni klokken 13.55 blev en otteårig pige udsat for en ubehagelig episode på løbestien i Skovelunde Bypark.
Hun kom cyklende, da en mand, som befølte sig selv i skridtet, kaldte hende til sig. Pigen handlede klogt og skyndte sig i stedet at cykle hjem.
Manden beskrives som: Dansk mand, 30-50 år og almindelig af bygning. Han havde kort lyst hår og var iført en kortærmet blå skjorte og blå shorts med elastikkant.

Tre bilbrande i Ballerup
I løbet af weekenden var der tre bilbrande i Ballerup.
Den ene skete lørdag klokken 03.03 på Banetoften, den anden mellem lørdag klokken 12 og søndag klokken 22 også på Banetoften, og den tredje søndag klokken 03.26 på Baltorpvej.
I alle tre tilfælde rykkede politi og brandvæsen ud og slukkede ilden. Der skete udelukkende materiel skade og brandene formodes påsat, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Shelter i brand ved Vestbuen
Lørdag den 14. juni klokken 13.24 fik politiet en anmeldelse om, at der var ild i et shelter ved et grønt område ved Vestbuen.
Politi og brandvæsen kørte til stedet og ilden blev slukket. Shelteren udbrændte og brandårsagen er endnu ukendt, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Butiksejer udsat for vold
Søndag den 15. juni klokken 11.24 anmeldte en 35-årig mand, at han netop var blevet udsat for vold i sin butik på Centrumgaden.
Politiet kørte til stedet. Den 35-årige var i gang med at sætte varer på plads, da han opdagede en mand bag kassen. Da han bad ham forlade forretningen skubbede han ham hårdt og truede ham. Han løb ud af forretningen og stak af sammen med en anden mand. De beskrives som:
A: Mand, udenlandsk af udseende, 25-30 år, ca. 180 cm høj og almindelig af bygning. Han var brun i huden, havde kort sort hår og var iført hvid T-shirt og jeans. Han talte farsi og engelsk og var bevæbnet med et støvsugerrør.
B: Mand, udenlandsk af udseende, 20-25 år, ca. 175 cm høj og almindelig af bygning. Han var brun i huden, havde kort sort hår og var iført mørkt tøj. Han talte farsi og engelsk.

Hjælp politiet med opklaringen
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre til disse sager. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *