Vores unge skal hjælpes
Debat Kære Jonna. Tak for dit indlæg her i avisen forleden.

Når jeg læser om, hvordan dine to børnebørn har stødt hovedet mod en mur i deres forsøg på at tage en uddannelse, forstår jeg godt, du skriver til mig.

Begge har valgt at tage en uddannelse, så de kan få et arbejde og stå på egne ben og forsørge sig selv. For alle unge mennesker er det et afgørende valg, som jeg har stor respekt for. Ikke mindst, hvis man har udfordringer med ordblindhed og derfor ikke har de bedste minder med sig fra skoletiden.

Jeg er fuldstændig enig med dig i, at vores unge er afhængige af, at de kan få en læreplads. Det er helt forkert, og spild af både menneskelige og samfundsøkonomiske ressourcer, hvis mangel på praktikplads skal sætte en stopper for fremtidsplanerne.

I regeringen har vi sat massivt fokus på, at der skal være god hjælp at hente for arbejdsløse unge, der har svært ved at læse og skrive, og som skal have hjælp til at blive klar til at gennemføre en uddannelse.

Vi har også styrket uddannelsesgarantien og indsatsen for at skaffe praktikpladser. Der er for eksempel oprettet praktikcentre, der kan hjælpe eleven med at sammensætte perioder med både skole- og virksomhedspraktik, så det ender med et sammenhængende forløb.

Kommunerne har også fået muligheder for at hjælpe bedre i overgangen fra arbejdsløshed til uddannelse med f.eks. mentorstøtte sådan, at den enkelte unge har en person at støtte sig til.

For mig er det afgørende, at vi som samfund husker på, at det ikke er alle, der har lige let ved at gribe mulighederne uden den rette støtte. Dine børnebørn skal have en hjælpende hånd for at finde vej gennem en uddannelse, og jeg håber og regner med, at de fremadrettet vil få den støtte. Det skylder vi dem, og det skylder vi hinanden.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *