Lørdag den 14. juni bliver der gang i den på Stationsvej i Måløv, når omkring 30-40 glade børn sælger ud af deres legetøj og andre gode gamle ting på Kulturhusets årlige loppemarked for børn.
Her bliver rig lejlighed til at få fornyet sin samling af legetøj eller få købt sjove ting til børnebørnene. Der er loppemarked fra klokken 10 til 13.30.
Samme dag vil der foran Kulturhus Måløv vrimle med planter, når der i tidsrummet 10-12 er plantemarked.
Et slaraffenland for alle med grønne fingre, hvor der kan købes, sælges og byttes planter fra egen have.
Vil du gerne af med nogle af dine mange akelejer, men drømmer til gengæld om ridderspore og løjtnantshjerte? Er din rododendron blevet for stor, og er du på udkig efter en snebærbusk?
Mulighederne for en god byttehandel er stor, ligesom det vil være muligt at sælge og købe planter og andre ting til haven.
Har du et stort overskud af planter, kan du også vælge at forære dem bort på havemarkedet. Det plejer at være populært. Der er ingen tilmelding – man møder bare op – med eller uden planter.