Kvindemotion på alverdens sprog
motionskvinder_6.jpg
Nurhan Akdeve (tv) er sundhedsformidler og står blandt andet for træningen på kvindemotionsholdet i Sundhedshuset. Foto: Flemming Schiller
Multietnisk I Sundhedshuset mødes et hold kvinder fra mange forskellige lande til ugentlig motion.

Sundhedsformidler Nurhan Akdeve står i døren indtil træningssalen ved Sundhedshuset fredag eftermiddag, hvor det er tid til kvindemotion. Efterhånden indfinder flere og flere kvinder sig, hilser på Nurhan og går indenfor.

»Jeg byder dem velkommen til træning. Sådan gør vi i vores kultur,« siger Nurhan Akdeve, der selv har tyrkisk-kurdisk baggrund.

Kvinderne har alle træningstøj på under jakkerne, som de lægger i omklædningsrummet inden de går ind i træningssalen, hvor snakken går livligt på tyrkisk, kurdisk, afghanske og albansk.

Kvindemotion er startet i samarbejde med kommunens indsats ’Sundhed På Dit Sprog’. Ved at lade sundhedsformidlere, der selv har anden etnisk baggrund end dansk, formidle sundhedsrelaterede emner og instruere i træning og motion, giver Sundhed På Dit Sprog borgere mulighed for at dyrke motion og få oplysning om sundhed ud fra borgernes egne sproglige og kulturelle præmisser.

Husk opvarmningen

De fremmødte kvinder går i gang på træningsmaskinerne.

»De vil gerne hurtigt i gang. Men det er vigtigt at de varmer op først,« siger Nurhan Akdeve og råber til kvinderne, at de skal ind i hallen og varme op, inden de bruger maskinerne;

»Ellers er det ikke godt for jeres krop,« forklarer hun og sætter kvinderne i gang med at løbe i en cirkel og svinge med armene.

Nurhan veksler mellem at tale kurdisk, tyrkisk og dansk, så alle kan være med. Hvis der er nogen, der ikke forstår sproget, sørger hun for at snakke langsomt, lave fagter og grundigt vise, hvordan øvelserne skal laves.

Mange af kvinderne har aldrig dyrket motion før de kom på kvindemotionsholdet, men alle er ivrige efter at komme i gang, og der er rift om træningsmaskinerne.

Bedre end fitness

Aygül Kamit er 49 år og fra Tyrkiet. Hun smiler, tørrer sveden væk fra panden og fortæller, at træningen allerede har hjulpet hende rigtig meget:

»Nu kan jeg løfte armene og benene igen.«

Aygül har tidligere prøvet fitness og svømning i forbindelse med jobtræning, hun har haft en diskusprolaps, og hun synes kvindemotionen er rigtig godt i forhold til den tidligere træning, hun har prøvet.

»Her er stemningen afslappet og man kan træne med andre. Det skubber en og man får lyst til at træne mere og mere,« siger Aygül Kamit, der også har lokket sin svigerinde med på holdet.

motionskvinder_10

Aygül Kamit (forrest) har god hjælp af træningen og har desuden lokket sin svigerinde med på holdet hver fredag.

Fakta: Om Sundhed På Dit Sprog:

Sundhed På Dit Sprog startede i 2012 i Ballerup Sundhedshus.

Der er syv sundhedsformidlere – alle med anden etnisk baggrund end dansk.

Fra 20. juni 2014 er endnu fem sundhedformidlere færdiguddannet – heriblandt én med etnisk dansk baggrund.

Sundhedsformidlerne afholder gratis dialogmøder om sundhedsrelaterede emner for alle interesserede Ballerupborgere.

For mere information om Sundhed På Dit Sprog, kontakt tovholder Louise Schytte på telefon: 44 77 32 89 eller e-mail: lks@balk.dk

Læs mere om indsatsen på: ballerup.dk/sundhedshuset


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *