Ny øl skal skaffe penge til lokalsporten
Skovlunde-Superbrugsen.jpg
Uddeler Thomas Lylloff skal snart finde hyldeplads til sin egen Skovlunde Ale ’Sjælefred’, som er endnu et af hans initiativer til at støtte de lokale idrætsforeninger. Foto: Brian Lindberg
Støtte SuperBrugsen Skovlunde vil sælge Skovlunde-øl og sende en del af overskuddet videre til de lokale idrætsforeninger.

Han har efterhånden prøvet mange forskellige metoder af, uddeleren Thomas Lylloff fra SuperBrugsen i Skovlunde. Han vil så gerne hjælpe de lokale idrætsforeninger – og gør det, så godt han kan.

Det har blandt andet sendt mange tusinde kroner videre til klubberne i Skovlunde, når Thomas Lylloff og medarbejderne i SuperBrugsen på Bybjergvej for eksempel har fået kunderne til at smide bon’er i kasser med forskellige klub-navne på. Så har butikken doneret en vis procentdel af beløbet på bon’erne til de pågældende klubber.

Nyeste skud på stammen er en øl, Skovlunde Ale, som blevet til i samarbejde med det lokale Bryggeri Skovlyst.

»Vi begyndte vel egentlig helt tilbage i foråret at tale om, hvordan vi kunne udvikle en helt særlig Skovlunde øl,« fortæller salgschef Kenneth Nielsen fra Skovlyst.

»Vi ville jo have, at det skulle være noget lokalt. Enten at der skulle være lokale råvarer i, eller at der på en eller anden måde var noget, der signalerede Skovlunde over den øl her,« tilføjer Thomas Lylloff.

Bonden søgte sjælefred

»Så faldt jeg faktisk helt tilfældigt over en historie om en abbede, der får to gårde af en bonde, der ønsker sjælefred,« fortæller Kennet Nielsen.

Historien som han har gravet frem – og som siden har lagt navn til øllen – handler om, at en lokal bonde forærede sine to gårde til abbeden ved Æbelholt Kloster som ’’bod for forfædres, kones og egen sjæl’’, lyder det i gavebrevet fra 1249.

Inspireret af historien har øllen, som Kenneth Nielsen og Thomas Lylloff har udviklet, fået tilnavnet ’Sjælefred’.

»Vi synes, at det er en skæg historie. Det er den første skriftlige omtale af Skovlunde, der findes og så er det et fint navn til en øl,« siger Thomas Lylloff.

Den lille historie bliver også trykt på flaskens etiket, der desuden prydes af et maleri af abbeden.

To kroner til sporten

»Jeg har besluttet af donere to kroner for hver solgt øl til lokalsporten,« siger Thomas Lylloff.

I første omgang er det BSF, der bliver de heldige modtagere.

»Jeg har tænkt, at det skal skifte fra måned til måned hvilken klub, der skal have pengene,« forklarer Thomas Lylloff.

I første omgang har Skovlyst brygget 1000 liter Skovlunde Ale, og der er præsentation og smagsprøver til alle i SuperBrugsen Skovlunde på fredag den 4. klokken 12. Borgmester Jesper Würtzen kommer også forbi og får lidt ’Sjælefred’.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *