Otte år og danmarksmester
Dana-danmarksmester-2014-copy.jpg
8-årige Dana El-Hakim, Danmarksmester 2014.
Gymnastik I maj var de individuelle gymnaster fra hele landet samlet i Taastrups Idrætshaller for at konkurrere om de danske mesterskaber i Rytmisk Sports Gymnastik.

Dana El-Hakim fra Ballerup Gymnastikforening lagde stærkt ud i minirækken (-10 år) med at få dagens højeste karakter i fri serie uden håndredskab. Dommerne godkendte alle hendes sværheder, dvs. balancer, spring, pivo’er og tre russiske dansesekvenser.
I serien med håndredskab formåede Dana med sin lyserøde bold og sin fremragende gymnastiske dynamik og udstråling ligeledes at blive honoreret med dagens højeste karakter blandt de 17 deltagende mini-gymnaster. Og hun kunne dermed ganske fortjent tage guldet og lade sig hylde som danmarksmester.
Dana El-Hakim er af DGF udtaget til at give opvisning på plænen i Tivoli lørdag den 14. juni, hvor der er et stort gymnastikarrangement.
Ballerup Gymnastikforenings to DM-debutanter, Marie Mejnholt-Jakobsen og Alma Sofie Pedersen, placerede sig som henholdsvis nummer 9 og 10.
I Rekrut-rækken (10-13 år) var 10-årige Isabella Schultz på toppen i sin fri serie og fik alle sine sværheder godkendt. Efter tøndebåndserien og boldserien lå Isabella på en samlet tredjeplads og kunne gå hjem med en fortjent bronzemedalje om halsen.
Natasja B. Nielsen og Jannat Saeed placerede kom på henholdsvis 11. og 18. pladsen.
I Junior-rækken (13-15 år) blev Laura Smedegaard nummer tre og Nathalie Kloth nummer 8.
På lørdag den 7. juni klokken 12 er der ’landskamp’ mellem Skåne og Danmark i Taastrup Idrætshaller. Her er Isabella Schultz, Laura Smedegaard og Sofie Michelsen fra Ballerup Gymnastikforening udtaget af DGF til at repræsentere Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *