Pladsproblemer i skraldespanden
Her i Skovlunde Syd er vi blevet forsøgskaniner for den nye affaldspolitik. Det bliver spændende, og vi skal lære at tænke anderledes.

Men én ting er i hvert fald sikkert: Hvis man holder en daglig avis, får man et problem!

I beholderen for papir/plast er der kun afsat en smal afdeling til papir. Her vil der muligvis være plads til de lokale aviser (Ballerup Bladet – Herlev Avisen – Søndagsavisen) + alle de reklamer vi får tilsendt, men slet ikke plads til dagligavisen.

Derimod synes der at være så meget plads i en anden beholder til glas, at man vist skal være endog meget glad for vin eller rødbeder i glas, hvis man skal kunne fylde dén afdeling.

Vi skal så nu igen – som i gamle dage – finde et sted i huset til at stable aviser. Vi kan så efterfølgende forsøge at aflevere stablerne i rotunderne på Harrestrupvej, men disse beholdere er normalt stopfyldte, og endnu værre bliver det fremover, da der trods alt er en del her i området, som holder avis. Men så må vi vel bare sætte avisbunkerne ved siden af?

Læs kommunens svar: ‘Svar på læserbrev om affaldsordning’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *