Fælleshus på vej til Søndergård
Fælleshus-Søndergård-Modelfoto-2-set-fra-sydøst-copy.jpg
Skitse af fælleshuset, som det kommer til at tage sig ud fra søsiden. Den runde bygning af ubrændt ler inderst og udenpå denne en glasfacade. Foto: Pressefoto
Bæredygtighed Der skal bygges et fælleshus til beboerne i Måløv-bydelen Søndergård. Kommunen er klar med projektet, men først skal der skaffes flere penge.

Det er et ambitiøst projekt, der er ved at tage form i Søndergård i Måløv. Efter flere års planlægning er der nu endelig et fælleshus på vej til bydelen, som lovet i salgspapirerne til køberne af grundene i kvarteret.

»Beboerne i Søndergård har som en del af købesummen, da de købte bolig i området, betalt til det kommende fælleshus. Så som kommune er vi forpligtet til at etablere et fælleshus. Men det har taget lidt tid at blive enige om udformningen,« forklarer borgmester Jesper Würtzen.

Men nu foreligger et forslag til fælleshuset, der – hvis alt går efter planen – bliver et helt særligt byggeri, hvor der er blevet ’’tænkt ud af boksen’’.

»Vi har tilladt os at tænke store tanker i forhold til fælleshuset. På grund af områdets særlige udformning og arkitektur, har vi alle været enige om, at det skulle være et byggeri, der levede op til det øvrige Søndergård,« siger Jesper Würtzen og fortsætter:

»Fælleshuset skal bidrage til områdets herlighedsværdi. Det ville være en skam at bygge sådan et standard ’’ikea’’ hus.«

Bjørn Nørgaard igen igen

Det er kunstner Bjørn Nørgaard og arkitekt Tage Lyneborg fra Falko Arkitekter, der har arbejdet sammen om at finde det helt rigtige udtryk for huset.

Bjørn Nørgaard har været kommunens kunstneriske konsulent i forhold til kunst i Søndergård siden 2005, og det er også ham, der har skabt den store vandkunst Nåleøjet, som er blevet en slags vartegn for bydelen.

Ballerup Kommune er bygherrer på projektektet, og når fælleshuset står færdigt, overdrages det til grundejerforeningerne i Søndergård, der så fremadrettet skal stå for driften af huset.

Byggeri i ubrændt ler

Det færdige projekt fælleshus, som for nylig blev præsenteret for borgerne i Søndergård, byder på et ganske anderledes byggeri, hvor bæredygtighed og samspil med området har været i højsæde.

»Det helt særlige ved fælleshuset bliver, at det skal laves af ubrændt ler,« forklarer kommunens arkitekt Annegitte Hjort fra Center for By, Kultur og Erhverv.

»Ubrændt ler har nogle fantastiske egenskaber, der gør det særdeles bæredygtigt både at bygge i og vedligeholde,« forklarer hun og fremhæver at materialet er selvregulerende i forhold til luftfugtighed, akustik og temperatur.

»At bygge i ubrændt ler er en ældgammel teknik, som er gået i glemmebogen,« siger Annegitte Hjort og tilføjer at der stadig findes masser af byggerier i ubrændt ler rundt om i landet.

»Man kan arbejde så frit med det rent formmæssigt, hvilket også kommer til udtryk i det projekt som Bjørn Nørgaard og Tage Lyneborg har skabt. Et smukt hus, der ligger på kanten af søen – henvendt til søen – og som en integreret, naturlig del af området,« siger hun.

Flere fester på samme tid

Fælleshuset skal bygges for enden af Søndergård Sø lige ved torvet og Nåleøjet.

Fælleshus-Søndergård-luftfoto-copy

Det kommer til at bestå af en rund midte bygget i ubrændt ler og udenpå dette en glasfacade mod søen og en blanding af glas- og lerfelter på de øvrige sider.

Huset bliver i forskudte plan og giver mulighed for, at man kan afholde flere arrangementer på samme tid. Et ønske som har stået højt på listen for områdets beboere.

Derudover bliver der selvfølgelig køkken, garderobe, toiletter og alt andet, som et sådant fælleshus nu skal indeholde.

Beboerne med på råd

Med i udviklingsprocessen har siddet en følgegruppe af beboere fra Søndergård, der er kommet med ønsker og input til huset.

Jens Jørgen Kristensen, formand for grundejerforeningen Søndergård Nord glæder sig over, at der nu tegner sig et billede af det længe ventede fælleshus.

Han har selv boet i Søndergård i seks år og husker godt at der i købspapirene stod, at der ville komme et fælleshus. Men at der skulle gå så længe, havde han ikke regnet med.

»Følgegruppen har gjort et kæmpe arbejde i forhold til fælleshuset, og jeg synes, at projektet er rigtig spændende,« siger han.

Jens Jørgen Kristensen er meget begejstret for idéen med at bygge i ubrændt ler.

»Når man læser om, hvad sådan nogle lervægge gør i forhold til fugt og varme og indeklima, så lyder det rigtig godt. Og som Bjørn Nørgaard også sagde på mødet, så er der jo ingen grund til at proppe al den teknik og cement ind i vore huse,« tilføjer formanden, der samtidig afslører at han er gammel miljøkoordinator.

Pengene skal findes

Nu hvor alle er blevet enige om, hvad det er for et hus, der skal bygges i Søndergård, mangler bare en sidste – omend meget afgørende – hurdle: Penge.

Byggeriet kommer nemlig ikke til at ligge i discountklassen – uden at borgmesteren dog vil sætte kroner og øre på, hvor mange penge vi taler om.

»Det projekt, som ligger her nu, er drømmeprojektet. Men den version har vi ikke råd til uden fondsmidler,« siger Jesper Würtzen.

Derfor skal han og Bjørn Nørgaard nu i gang med at kontakte forskellige fonde, som de håber, vil fatte interesse for projektet.

»I og med at det er et så specielt projekt – området er noget særligt, arkitekturen er noget særligt og byggemetoden er noget særligt, så regner vi med, at vi kan finde fonde, der vil støtte projektet,« siger han og understreger samtidig, at fælleshuset bliver til noget – uanset om der findes fondsmidler eller ej:

»Hvis vi ikke får flere penge, skalerer vi projektet lidt ned og finder nogle billigere løsninger. Det skal nok blive opført.«

I gang i foråret 2015

Efter planen skal byggeriet af fælleshuset i Østerhøj gå i gang næste forår. Dermed kan områdets knap 2000 indbyggere godt begynde at glæde sig til det nye fælleshus, som de i fællesskab skal drive.

»Der bor så mange forskellige mennesker her i Søndergård, så jeg er sikker på, at der nok skal findes nogle med mange forskellige kompetencer, så vi kan finde en fornuftig måde, at drive det her hus på,« siger formand for grundejerforeningen Søndergård Nord, Jens Jørgen Kristensen.

Det bliver helt op til beboerne selv at beslutte, hvordan de vil drive og passe huset samt hvordan lån eller leje af lokalerne skal foregå.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">