Haveforeningen Højengens beboere skal ud
Kolionihave-1.jpg
Der er både idyllisk og hyggeligt i Haveforeningen Højengen på sådan en sommerdag. Men om få måneder er det slut. Foto: Flemming Schiller
Højengen Landsretten gav Ballerup Kommune ret. Beboerne skal være ude først i august. Men de kæmper videre for deres fristed.

Solen banker ned fra en skyfri himmel og insekterne summer fredeligt over de grønne plæner, de små søer og de skyggefulde træ-oaser. I mellemtiden hygger folk sig ved fælleshuset og de i små haver foran de små træhuse i forskellig størrelse, der får haveforeningen Højengen i udkanten af Ballerup Kommune til at minde om et sommerhusområde.

Se billeder: Fotogalleri fra Haveforeningen Højengen

Her har borgere i mange år haft et fristed, der ikke har været reguleret og regelret som det meste af samfundet. Et fristed, hvor man har kunnet komme om sommeren, hygge sig med de andre og være tæt på naturen.

Men lige om lidt er det slut for det specielle område, der har ligget på denne grønne plet siden 1961 og som har været ejet af Ballerup Kommune siden 2001.

For i begyndelsen af august skal alle beboere være ude af området. Ballerup Kommune har fået medhold af Østre Landsret i en sag, der har varet i mange år og som har optaget både kommunen og beboerne i Højengen siden 2003, hvor områdets fremtid første gang var til debat.

Væk med vildnis

Ballerup Kommune overtog grunden i 2001 og ville efterfølgende have lovliggjort området. Det var et regulært vildnis med gamle campingvogne, højt ukrudt og et præg af forfald og Klondyke herskede. En tilstand, som kommunen naturligvis ikke kunne leve med.

Beboerne fik derefter ordre på at rydde op, fjerne campingvognene og bygge huse på området. Til gengæld fik de lov at blive. Det er i hvert fald udlægningen hos de mennesker vi møder denne varme forsommer-eftermiddag i det grønne og omstridte område, der snart er fortid som haveforeningen Højengen.

I den lille have sidder Camilla, Lizzi og Pia og er kampberedte. De føler nemlig, at de er blevet rigtig skidt behandlet af Ballerup Kommune i den langstrakte sag, der nu har varet ti år.

»Vi blev bedt om at rydde op og lovliggøre området tilbage i 2003. Her fik vi at vide, at hvis vi ryddede op og fik bygget huse og gjort området pænt, så fik vi lov at blive. Det så slemt ud dengang, det er der ingen tvivl om. Så det var klart, at vi måtte gøre noget. Og det gjorde vi. Men nu sidder vi alligevel her og skal smides ud om tre måneder. Det er vi meget fortørnede over,« siger Pia Nymann, som bor på Frederiksberg om vinteren, men som tilbringer det meste af sommeren i Højengen. Hun mener, at Ballerup Kommune har spillet med fordækte kort i hele forløbet.

Aldrig flytte

»Vi fik lovning på, at vi måtte blive her, hvis vi ryddede op. Vi har flere gange haft besøg af Ballerup Kommune, som har rost os for indsatsen og vi har hele tiden haft den tro, at deres ord stod til troende og at vi måtte blive her. Vi har fået byggetilladelser og vi fik mundtligt at vide, af den tidligere borgmester, at vi aldrig skulle rykke ud herfra. Pludselig hørte vi ikke mere og det er nu gået op for os, at kommunen aldrig havde tænkt sig at lovliggøre området og lade os blive. De ville bare have os til at gøre det hårde arbejde som at rydde de store områder for bjørnekløer og gøre det pænt. Så kunne de tage området bagefter,« siger Pia Nymann og bakkes op af de andre, der alle er rystede over, at afgørelsen er faldet ud til komunes fordel.

Da Ballerup Kommune bad om at få ryddet området i 2003, fik beboerne rent faktisk en frist på tre år plus to gange et år, altså fem år i alt, til at rydde op og komme ud af området. En frist der nu er fordoblet. Det skulle gøre det klart for beboerne, at der var tale om lånt tid. Men det mener beboerne ikke er tilfældet.

»Vi fik en frist dengang, det er rigtigt nok. Men den endelige opsigelse fik vi aldrig at vide, var trådt i kraft og desuden tilbød kommunen os en kompensation på 400.000 kroner. Det koster mindst 2,3 millioner kroner at flytte os alle. Det kan vi simpelthen ikke. Vi mener stadig, at vi er blevet ført bag lyset, også fordi vi hele tiden har fået at vide, at vi kunne blive boende,« siger Pia Nymann.

Kæmper videre

Beboerne er nu opsat på at føre sagen videre til Højesteret.

»Vi vil kæmpe for vores huse og vores sommerboliger. Jeg har fået bygget dette hus og det er et frirum for mig og mine tre børn. Vi vil gerne flytte huset, men det er jo rigtig dyrt og det har jeg ikke råd til. Så vi vil kæmpe for vores fristed,« siger Camilla Gundel Christensen, der har boet i haveforeningen i mere end 10 år og som bor »inde i« Ballerup om vinteren.

»Misforstå os ikke, vi vil gerne bøje os for byudviklingen, og det ser ud til, at Ballerup Kommune har set et potentiale i dette område, nu hvor det store feriecenter ikke blev til noget alligevel. Men vi vil behandles ordentligt og ikke bare føres bag lyset. Derfor går vi videre med sagen til Højesteret. Kolonihaveforbundet har påtaget sig at føre sagen fordi de mener, at den er principiel, så det glæder vi os til,« siger Pia Nymann, der godt ved, hvad klokken er slået for haveforeningen.

»Vi når jo ikke at få sagen afgjort ved Højesteret inden flyttefristen. Det ved vi godt. Men vi kæmper til det sidste for vores fristed,« siger Pia Nymann.

Vi takker af efter en varm rundtur i det grønne. Vi siger farvel til de mange forsamlede foran fælleshuset, der opfordrer alle Ballerup-borgere til at kigge indenfor i haveforeningen for at se, hvor hyggeligt der er. Inden det er for sent og en æra i det grønne slutter i begyndelsen af august måned.

Læs også: ‘Udvalgsformand: Sagen må stoppe her’

 


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *