En særlig bænk
rampe-3.jpg
Den famøse rampe, som en enkelt borger har ''krævet'' at få lavet. Men det vidste de ansvarlige politikere intet om. Foto: Flemming Schiller
Særbehandling En af bænkene på Kirketorvet har fået en særlig og formentlig ganske dyr, rampe op til sig. En enkelt borger har bedt om at »kunne se ud over gågaden«. Udvalgsformand er ked af sagen.

På Kirketorvet for enden af Centrumgaden har der længe stået to bænke, hvor man med få meters mellemrum kan sidde. De to bænke er stort set i gadeniveau, den ene er dog løftet omkring 10 centimeter fra gaden idet den står på en lille forhøjning eller trappetrin på højde med en kantsten. Den anden er helt i gadeplan.

Men det har ændret sig. Foran den »høje« bænk er der blevet etableret en lille rampe i sten. Igennem flere dage har en gruppe arbejdsfolk skåret hul i gågade-belægningen, planet jorden og efterfølgende fyldt på med sten og lagt det til rette. Det ligner en handicap-rampe til en bænk, hvor en egnet bænk står kun to meter ved siden af. Altså en tilsyneladende helt unødvendig brug af skatteydernes penge.

Her fra Ballerup Bladet har vi haft første parket til udskejelserne og i flere dage har vi set de 3-4 arbejdsbiler og en del kommunale arbejdsfolk gøre den fine rampe færdig. I en tid, hvor mange oplever besparelser og hjemmeplejen kæmper for at få tingene til at fungere, virker etableringen af denne rampe helt absurd.

Derfor konfronterer vi formanden for teknik- og miljøudvalget, Helle Tiedemann (A), med den skøre sag.

En ærgerlig sag

Først virker hun ganske overrasket og lover at undersøge sagen, og efterfølgende kommer vi lidt nærmere mysteriets opklaring.

»Det er ikke en sag, hvor jeg har været involveret. Den giver jo ingen mening. Jeg er meget påpasselig med, hvad vi bruger skatteborgernes penge til, og dette er ikke i orden,« siger en tydeligt oprørt Helle Tiedemann.

»Hvis man havde bygget en rampe op ad trappetrinene til kirken, så havde det givet mening. Men dette er helt i skoven. Det er ikke en sag, som jeg ville have godkendt,« siger hun.

Det viser sig, at en enkelt borger, som kører i el-scooter har bedt en unavngiven medarbejder i Ballerup Kommune om at få lavet en rampe foran den anden bænk, så vedkommende kunne ”kigge ud over gågaden”. Altså ti centimeter højere oppe. Efterfølgende har den medarbejder så sat gang i et byggeri, der nok ikke har været helt billigt. Tilsyneladende uden at involvere den ansvarlige politiker.

»Det er en sag jeg er rigtig ked af. Jeg synes bestemt, at vi skal holde hus med borgernes penge. Så det er en uheldig sag, som vi nu må komme til bunds i. Men jeg kan i hvert fald sige, at jeg har fortalt, at den slags holder ikke, og at jeg ikke har godkendt det,« understreger Helle Tiedemann.

Nu er rampen så lavet. Så må vi håbe, at ophavsmanden bruger den flittigt.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

3 kommentarer om “En særlig bænk”

  1. Lars Jakobsen siger:

    Så håber jeg de også overvejer at lave rampen videre op til kirken.

  2. Thomas Fogh siger:

    Nu er jeg sikker på at den borger der kunne have haft glæde af rampen ikke har til sinds at anvende den. Der vil nok bliver set lidt skævt til denne person.
    Noget der er endnu mere uforståeligt er, at det væsentligste kriterium for at skrive denne artikel er at det sker lige uden foran avisens vinduer. Tænk hvilke artikler det ikke kunne blive til hvis redaktionen havde lokaler overfor Rådhuset.

  3. Karsten Kriegel siger:

    Ja, det er en en ærgerlig sag. Det virker helt grotesk at bruge penge på sådan noget, når man tænker på, hvordan der ellers er skåret ned på vigtige områder.

    Men hvad værre er: Det er pinligt, at formanden ikke har styr på, hvad der foregår i hendes egen forvaltning.

    Det er virkelig tid til forandring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *