Forældre får nedluknings-millioner
Boernehave-COLOURBOX.jpg

Montessori pre-school class are listening to teacher on carpets

Forældre til børn i kommunens fritidstilbud, BFO’er og daginstitutioner får kompensation for deres forældrebetaling i forbindelse med corona-nedlukningerne. Også selvom der har været nødpasning for de mindste. Foto: Colourbox.
Tilbagebetaling Ballerup Kommune vil give forældre til børn i corona-nedlukkede institutioner og dagtilbud penge tilbage.

De fleste institutioner og fritidstilbud var i begyndelsen af året lukket helt og ikke nok med, at det var hårdt for børnene at undvære deres kammerater, det var også svært for mange forældre at balancere arbejdsliv og privatliv og børnepasning. Tilmed skulle der også betales penge for institutionspladser, der var lukkede.

Men nu vil Ballerup Kommune kompensere forældre til børn, både i fritidsklubber, BFO’er og dagtilbud.

Det betyder, at Ballerup Kommune vil betale i alt fire millioner kroner tilbage til de berørte forældre.

Lukket januar

Helt konkret betyder det på klubområdet, at Ballerup Kommune vil tilbagebetale en måneds forældrebetaling for 4. klasse eleverne og halvanden måned for 5. klasses elever og opefter. For klubtilbuddene gælder desuden, at klubtilbuddene er betalingsfri for 5. klasserne og opefter indtil de åbner igen.

Kompensationen vil svare til den faktiske forældrebetaling i januar måned 2021 og for 5. klasses eleverne tilmed for første halvdel af februar måned.

Også på BFO-området vil der altså blive kompenseret for januar måned 2021. Endelig vil man også kompensere for en halv januar måned til forældre med børn i kommunens dagtilbud, hvilket ikke er normal praksis i kommunerne.

Det er ifølge borgmester Jesper Würtzen (A) en ekstra gestus overfor de forældre der har haft svært ved at får tingene til at hænge sammen og eksempelvis har haft jobs, hvor de har skullet møde på arbejde, selvom de også har haft små børn.

Ikke straffes

”Vi har valgt at kompensere også på daginstitutionsområdet, selvom der har været nødpasning for vi synes ikke, at man skal ’straffe’ folk, der har været nødt til at arbejde i eksempelvis sundhedsvæsenet eller i butikker og eller på anden måde har haft behov for pasning. Vi har valgt at trække linjen ved en halv måned, selvom det måske ikke passer med alle. Men det vil kræve rigtig meget administration at være helt præcis for alle og derfor er det billigere at gøre det lidt på træskolængder. Det er vigtigt, at vi sender et signal til dem, som har knoklet i en hård tid,” siger Jesper Würtzen.

Meningen er, at pengene vil blive tilbagebetalt snarest muligt og formentlig i april måned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *