Lokalt kreativt par blev kastet for løverne
Loever-1.jpg
Thomas og Samanda Berlin med det træ-løvehoved, der hænger ved indgangen til deres nye domicil i Glostrup. En tur i ’løvens hule’ gav dem ingen penge, men en masse anerkendelse og gode erfaringer. Foto: privatfoto
Nytænkning For et par år siden startede ægteparret Samanda og Thomas Berlin deres træ-design virksomhed Creative Wood. Siden er de vokset og torsdag blev de kastet ind i ’Løvens hule’.

Det er ikke engang to år siden, at undertegnede besøgte ægteparret Samanda og Thomas Berlin i deres hus i Skovlunde. Her havde de indrettet deres netop startede virksomhed Creative Wood i kælderen, hvor de lavede unikt kreativt træpynt til fester, bryllupper og alskens festlige lejligheder.

Den slags ekstra til festen var der brug for, og virksomheden er siden vokset ud af kælderen i Skovlunde og ind i store lokaler i Glostrup og har flået flere ansatte.

Parret er også rykket ud af villaen og er sammen med deres to børn flyttet til Ballerup midt. Men ambitionerne og kreativiteten er den samme og derfor var parret torsdag i den forgangne uge en tur inde i ’Løvens hule’ – programmet på DR, hvor de skulle præsentere deres virksomhed og ide for de barske investor-løver.

Målet var at få en investering på 500.000 kroner for10 procent af virksomheden.

Det blev ikke til nogen investering, men det var alligevel nogle glade løver, der gav de to gode skudsmål med på vejen.

Fik travlt

”Vi blev faktisk kontaktet af dem i foråret 2020 men vi var ikke rigtig sikre på, om det var noget for os. Men da de ringede, så sagde vi ja. Jeg var ikke meget for det, men Thomas var meget stolt og synes det var lige sagen. Så kom coronaen og vi hørte ikke noget længe. Men i juli ringede de så igen og så havde vi tre uger til at forberede os, ”siger Samanda Berlin.

Parret fik pludselig travlt med at skulle præsentere sig bedst muligt.

”Vi fik hjælp af en revisor til at overskue det økonomiske, en skuespiller, så vi kunne fremstå bedst muligt på skærmen og en branding-ekspert, der kunne hjælpe os med at tegne det bedste billede af, hvad vores virksomhed egentlig var. Vi havde jo bare haft travlt med at arbejde og køre vores firma,” siger Thomas Berlin.

Og selvom de altså ikke fik nogen investering, så var de trods skuffelsen alligevel tilfredse med besøget.

Likeable par

”De var lidt bange for corona og hvad der sker med netop den branche vi er i. Det er jo ikke lige tiden for store fester og sammenkomster netop nu. Men vi fik efterfølgende hjælp og gode råd til vores branding fra panelet,” siger Thomas Berlin og suppleres af Samanda.

De synes vi var det mest ’likeable par de havde haft inde overhovedet og de var rigtig søde og positive,” siger hun.

Ord som ’fin niche’ og ’konge-ide’ føg gennem rummet, så der var anerkendelse til det kreative par, som også måtte tænke ekstra kreativt, da coronaen ramte landet.

”Vi måtte også tænke ekstra i foråret. Pludselig kunne vi ikke sælge noget som helst til fester og bryllupper – alt blev aflyst. Så nu har vi kastet os over menuskilte, navneskilte, kreative kalendere og kreapakker og det er heldigvis lykkedes at få gang i det. Så håber vi, at der snart kommer mere gang i festerne igen,” siger Samanda Berlin.

Turen ind i løvens hule har givet dem begge ekstra mod på tingene og har boostet deres kreativitet og deres syn på deres egen virksomhed.

”Vi har lært rigtig meget af det og har fået en anderledes vinkel på vores virksomhed. Vi leder stadig efter en investor på længere sigt og måske en, der er god til strategi og at tænke langsigtet. Så kan vi koncentrer os om vores områder – Samanda det kreative og markedsføringen mens jeg helst vil stå og skrue på maskinerne,” siger Thomas Berlin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *